Calgary, canadisk by ved Bow River i det sydlige Alberta; 1,1 mio. indb. (2011). Storbyområdet har 1,21 mio. indb. (2011). Med baggrund i en betydelig olie- og naturgasindustri, der især fik betydning efter store fund i 1947, har Calgary været en af Canadas hurtigst voksende byer. Byen ligger centralt i et stort landbrugsområde med kvæg- og hvedeavl og har god adgang til naturskønne områder i Rocky Mountains.

Den gamle bymidte, som opstod omkring Fort Calgary (1875), præges af moderne skyskrabere, der forbindes af et 30 km langt fodgængerstisystem i 5 meters højde. I centrum finder man også byens vartegn, Calgary Tower, der med sine 191 m rager godt op over prærielandskabets flade forstadskvarterer. Byen var vært for De Olympiske Vinterlege 1988 og er kendt for festivalen Calgary Stampede, der bl.a. byder på Nordamerikas største rodeo.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig