Coast Mountains, 1600 km lang bjergkæde langs Nordamerikas vestkyst fra British Columbia i syd til Alaska og Yukon Territory i nord; højeste punkt er Mt. Waddington (3994 m). Indtil træhugsten for alvor tog fart i slutningen af 1800-t., var de sydlige områder dækket af tempereret regnskov med bl.a. douglasgran, kæmpetuja og hemlock (Tsuga canadensis). Siden har naturskoven måttet vige for kommerciel skovdrift, der begunstiges af træernes gode vækstbetingelser i et mildt og fugtigt klima med en årsnedbør på op til 400 cm. Tømmerproduktionen og fremstillingen af finér, cellulose og papir er blandt de største i verden.