Ellesmere Island, arktisk ø i Nunavut Territory, Canada; 196.236 km2. Det indre af øen består af iskapper og golde bjerglandskaber, der i dalstrøg og på smeltevandssletter dækkes af tundra med bl.a. moskusokse, lemming og andre polardyr. Langs kysten er fundet rester af tidlige inuitsamfund, men i dag er øen næsten ubeboet bortset fra vejrstationen Eureka (fra 1948) samt flyvepladsen Alert (1950), der ligger på 81°50' n.br. og er verdens nordligste permanente bosættelse.