Labrador, halvø mellem Hudson Bay og Atlanterhavet i provinserne Newfoundland og Québec, Canada; ca. 1,6 mio. km2. Den centrale del er rig på jernmalm, som er blevet brudt siden 1950'erne, da man byggede en 575 km lang jernbane mellem Schefferville og havnebyen Sept-Îles ved Saint Lawrence-bugten. Energi til minedriften, hvoraf størstedelen blev indstillet i 1980'erne, fås fra et stort vandkraftværk ved Churchill Falls, der også forsyner industriområder langt mod syd i Québec og USA. Hovedparten af den sparsomme befolkning bor i Schefferville, Labrador City og andre små minebyer samt i Happy Valley-Goose Bay, der i 1941 blev anlagt som flyvebase i samarbejde med amerikanerne. Efterkommere af den oprindelige indianer- og inuitbefolkning lever isoleret på bopladser og i bygder langs kysten eller ved Labradors mange floder og søer.

Labradors kyst blev allerede i 1000-t. lejlighedsvis besøgt af nordboere fra Grønland. Fra omkring 1500 førte engelske og især franske ekspeditioner til anlæggelse af en række fiskerbyer. Området kom under fransk overherredømme i 1600-t., men tilfaldt Storbritannien i 1763, da Frankrig måtte afstå alle sine besiddelser på det nordamerikanske fastland. Labrador knyttedes til Newfoundland, men grænsedragningen til det ligeledes britiske Canada var omstridt helt frem til 1927. Siden 1949, da provinsen Newfoundland blev oprettet, har hele halvøen hørt under Canada.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig