London, by ved Thames River i Ontario, Canada, ca. 160 km SV for Toronto; 459.700 indb. (2005), inkl. forstæder. I 1800-t. tjente den som britisk garnisonsby, og efter jernbaneforbindelse i 1854 blev den et vigtigt handelscenter. Byen ligger i et af landets frugtbareste landbrugsområder, og blandt dens mange industribrancher findes en stor nærings- og nydelsesmiddelindustri. Den er hjemsted for University of Western Ontario (1878).