• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sudbury

Oprindelige forfattere HSten, LVang og OAM Seneste forfatter Redaktionen

Sudbury, by i Ontario, Canada, ved Trans-Canada Highway 330 km nord for Toronto; 155.200 indb. (2001). Byens historie er knyttet til minedriften i det nærliggende Sudbury Basin, som indledtes få år efter anlæggelsen af jernbanen Canadian Pacific i 1883 og kulminerede i 1960'erne, hvorefter en kombination af vigende efterspørgsel og problemer med en omfattende luftforurening dæmpede aktiviteterne. I takt hermed er byen blevet mindre afhængig af mineselskaberne INCO og Falconbridge, der endnu i 1950'erne beskæftigede ca. 40% af arbejdsstyrken. I dag er Sudbury også et service- og kulturcenter med bl.a. en stor hospitalssektor og universiteterne Laurentian og Cambrian. Til seværdighederne hører det naturvidenskabelige museum Science North og Big Nickel Mine med byens vartegn, en 9 m høj stålkopi af en femcents mønt fra 1951.

Geologi

Sudbury ligger på det canadiske grundfjeld med malmforekomster knyttet til et magmatisk kompleks, der måler 60 km×27 km, og som blev dannet for 1850 mio. år siden. De mørke magmabjergarter (norit og gabbro) har brydeværdige lag af massive jernsulfider, som indeholder kobber og nikkel. Det almindeligste jernsulfidmineral er magnetkis (pyrrhotit), som ved en magmatisk proces er dannet sammen med nikkel-jernsulfid-mineralet pentlandit. Det hyppigste kobbermineral er kobberkis (chalcopyrit). Malmene indeholder normalt 2% nikkel og 2% kobber med de vigtige biprodukter cobalt og platin. Sudbury har verdens største reserver af nikkel. I dag betragtes Sudbury-magmakomplekset som et resultat af et meteornedslag.