Frisere, nordvestgermansk folk, der tidligst er omtalt af klassiske forfattere omkring begyndelsen af vor tidsregning. Efter folkevandringstiden beboede de kystegnene mellem Scheldes og Wesers udløb. Omkring 700 udgjorde disse egne et selvstændigt rige, der dog inden 800 var indlemmet i Frankerriget. Friserne var i 600-800-tallet det førende handelsfolk i Nordeuropa; de dominerede sejladsen op ad floderne Rhinen, Maas og Schelde og i Vadehavet langs marskkysten mod nord til Ribe. Langs Frankrigs kyster nåede de ad Seinen til markedet i St. Denis nord for Paris og over Kanalen til London og York.

Den frugtbare og saltholdige marskjord var egnet til kvæg- og fårehold. Klæde, smør og salt var friservarer, der kunne suppleres med vin, glas og keramik fra Rhinegnene og Alsace, uld, klæde og antagelig tin fra England til bronzefabrikation i Ardennerne, frankiske sværd samt pelsværk og slaver fra Norden. Handelsvejen fulgte Ejderen over Jyllands rod til Hedeby ved Slien, hvorfra sejladsen gik til Kaupang i Oslofjorden og Birka ved Mälaren. Der hersker dog delte meninger om frisernes andel i Østersøhandelen, som nordboerne selv deltog i.

Frisland og friserhandelen led meget under vikingetogene. Hovedbyen Dorestad blev plyndret otte gange i 800-t., og efter 863 forsvandt den helt, da stormfloder ændrede Rhinens nedre flodløb. Arvtageren blev Tiel ved floden Waal, men i 900-t. var friserhandelens glansperiode ved at være slut. Frisernes betydning for skibsfarten lå i kyst-, flod- og vadehavssejlads. Nordboernes sejlads på åbent hav fordrede nye og bedre skibstyper og navigation. Friserperiodens wikbyanlæg tilgodeså fjernhandelskøbmændenes varelagre og sæsonmarkeder, mens højmiddelalderens torveanlæg var baseret på næromsætningen mellem by og opland, der sikrede disse byers fastboende købmænd et bedre grundlag for deres erhverv end frisernes sæsonhandel.

Frisernes efterkommere bebor den hollandske provins Friesland og en del østfrisiske øer. Engang i vikingetiden bosatte frisere sig tillige i Ejdersted og i de vestslesvigske marskegne, hvor de omtales i 1100-t.s kilder. I Slesvigs latinske stadsret fra begyndelsen af 1200-t. træffes de som gæster i byen. I de frisiske gestherreder Kær, Nørre- og Sønder-Gøs Herred, der hørte til den danske sysselinddeling, gjaldt Jyske Lov, mens de frisiske marskegne i Kong Valdemars Jordebog betegnedes "Utland", og her gjaldt lex frisionum, frisisk lov.

I det nordfrisiske område bevarede befolkningen i århundreder deres gamle levevis. Omkring år 1500 søgte frisere herfra til markeder i Kiel, Rendsborg og Eckernförde med smør, tørvejordssalt og hjemmevævede stoffer. Tørvejordssaltet havde en bitter smag og anvendtes derfor ikke i den finere husholdning eller til konservering af smør og kød, men var dog op i 1600-t. en hovedimportvare til Ribe, hvorfra det distribueredes over hele det saltfattige Norden. Endnu i 1800-t. anvendtes frisersalt i landhusholdningen. Nordfriserne specialiserede sig i hesteopdræt, og i løbet af 1500-1600-t. gled hovedparten af den jyske hesteeksport over på frisiske hænder. Omkring år 1600 fik de også øget greb om opfedning af okser i de slesvigske marskegne.

I 1920 dannede nordfriserne Foreningen for Nationale Frisere, i 1948 stiftedes Dansk Frisisk Selskab, og året efter oprettedes Nordfrisisk Institut til bevarelse af nordfrisisk sprog og kultur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig