En af Alexander den Stores mønter, præget i Egypten i årene lige efter 332 f.Kr.; den viser en rose til venstre for Zeus.

.

Bagsiden af mønten, præget i Egypten i årene lige efter 332 f.Kr.; den viser en rose til venstre for Zeus.

.

Bagsiden på en tetradrachme, der er præget i Babylon, formentlig nogle få år efter Alexanders død; den bærer et monogram til venstre for Zeus.

.

Mønt, stykke metal, der bruges som betalingsmiddel, idet staten ved prægningen har garanteret, at stykket har den foreskrevne vægt og lødighed. Det synes dog historisk set at være en regel, at alle mønter efter en årrække har været ude for værdiforringelse, og at denne værdiforringelse ofte er søgt skjult eller i det mindste camoufleret. Værdiforringelsen skyldes ofte den inflation, som synes at være et iboende fænomen i næsten alle møntsystemer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mønt kommer af latin moneta.

De ældste mønter i den europæiske kulturkreds er græske, præget i Efesos og Sardes i Lilleasien ca. 650-625 f.Kr. De græske mønter har haft afgørende betydning for de europæiske og senere alle de mønter, der er præget under vestlig kulturpåvirkning, idet skikken med at anbringe herskerportrættet på forsiden stammer herfra. Skikken kan afledes fra Alexander 3. den Store og hans efterfølgere. Derimod synes kinesiske mønter som kniv- og spademønter opstået helt uafhængigt i 1. årtusinde f.Kr., og de har en helt selvstændig udvikling.

Det europæiske møntvæsen i middelalderen, hvor penning (lat. denar) var den grundlæggende møntenhed, stammer fra det romerske møntvæsen. Der har været en generel tendens til gradvis at indføre større og større møntenheder, i 1200-t. fx gros, hvilket hænger sammen med inflation og deraf følgende værdiformindskelse for den tidligere dominerende mønt.

Ifølge den klassiske liberalistiske opfattelse skulle hovedmønten i sig selv have en pålydende værdi, der var identisk med metallets reelle værdi med fradrag af udmøntningsomkostningerne. Dette har stort set kun været tilfældet i Europa fra midten af 1800-t. indtil 1. Verdenskrig. Herefter har alle mønter kunnet anses for skillemønter, som efter den liberalistiske opfattelse ikke behøvede fuld metalværdi.

Når der mange steder i Europa fortsat udmøntes guldmønter enten som nypræg af ca. 100 år gamle mønter eller som moderne erindringsmønter, skyldes det hensynet til personer, som af traditionelle grunde gerne anlægger en del af deres opsparing i guld. Disse mønters metalværdi er betydelig under den pris, de sælges for af de pågældende møntudstedere.

Sølv indgik endnu efter 2. Verdenskrig som møntmetal i visse lande, bl.a. Sverige, Schweiz og Vesttyskland, men lejlighedsvise store prisstigninger på sølvet gjorde det upraktisk, og siden 1970'erne anvendes det ikke mere som normalt møntmetal.

Møntmetal

Ved de tidlige møntprægninger i oldtiden benyttedes dels sølv og elektrum, en naturligt forekommende guld-sølv-legering, dels guld. Til ædelmetalmønterne kom imidlertid snart skillemønt af bronze.

Foruden guld, sølv og bronze har mange forskellige metaller i perioder været benyttet som møntmetal, ofte betinget af lokale forekomster, således kobber, nikkel og platin. Som erstatning for ædlere metaller har også aluminium, jern med eller uden overtræk af kobber, og zink været i brug, bl.a. i Danmark.

Nugældende danske mønters sammensætning i vægtpct.

kobber aluminium nikkel tin zink
10- og 20-kr. 92 6 2
1-, 2- og 5-kr. 75 25
50-øre 97 0,5 2,5

Møntmetal er nu helt overvejende legeringer, som er mere slidstærke end de rene metaller og samtidig bestandige mht. anløbning og korrosion. Overordentlig udbredt er en kobber-nikkel-legering til sølvfarvede mønter som den danske 1-, 2- og 5-krone. Gyldne eller gule mønter præges i aluminiumbronze (dansk 10- og 20-krone) eller messing; bronzemønter ofte i tinbronze (dansk 25- og 50-øre) eller i rød messing (tombak). Nogle lande har tofarvede mønter med gylden rand af aluminiumbronze og sølvfarvet kerne af kobber-nikkel-legering eller omvendt. Sådanne mønter indgår også i EU's serie af euromønter.

Ægte sølv- og guldmønter og medaljer fremstilles ligeledes af legeringer, som regel sølv-kobber og guld-kobber.

Møntfabrikation

Den klassiske møntfremstilling i oldtid og middelalder foregik ved brug af et løst overstempel, et understempel fastgjort i en blok og en hammer. En vægt- og størrelsesmæssigt tilpasset møntblanket eller blindmønt blev lagt oven på understemplet, hvori var indgraveret det spejlvendte motiv til møntens forside.

Overstemplet med indgraveret motiv til møntens bagside anbragtes over blanketten, og møntprægeren forsynede denne med et eller flere slag, hvorefter mønten var præget. Mønter hører således til de første masseproducerede varer.

Inden selve prægningen var der en del forarbejde, hvor metallet blev smeltet og legeret, hvorefter metalbarrerne blev udhamret til tene. Blindmønterne blev afklippet fra tenene og tilpasset. Efter prægningen kunne mønten blive efterbehandlet, fx med syre, således at den, hvis den var af sølv-kobber-legering, kunne få et bedre udseende, fx hvidkogning med vinsten, hvorved kobberet i overfladen fjernedes.

Produktionen på både oldtidens og middelalderens møntsteder har kunnet nå op på millioner regnet på årsbasis, og møntfabrikation har utvivlsomt i visse perioder været et vigtigt erhverv i nogle byer. På Hjelm har man fundet det sted, hvor Marsk Stig sidst i 1200-t. prægede falske mønter i sin kamp mod kongen. Et udvalg af fundene er udstillet på Nationalmuseet.

De første forsøg med mekanisering af møntfabrikationen skete i 1500-t. i Centraleuropa, idet man foretog valseprægning af mønterne. Dette kendes sporadisk i Danmark fra ca. 1580.

En egentlig mekanisering af møntproduktionen i større omfang er dog i Danmark vistnok først sket sidst i 1600-t. En af Danmarks første dampmaskiner blev installeret i 1808 til møntfabrikation i Den Kongelige Mønt.

I 1841 anskaffede Den Kongelige Mønt sin første prægemaskine, fremstillet 1817 af Dietrich Uhlhorn (1764-1837) i Grevenbroich, Tyskland; maskinerne blev benyttet langt ind i 1900-t., og den sidste, som nu tilhører Nationalmuseet, er opstillet i indgangen til Den Kongelige Mønts bygning i Brøndby.

I dag er Den Kongelige Mønt fuldautomatiseret, men det vigtigste i de store maskiner er stadig et over- og et understempel. Alle mønter, der er fremstillet på Den Kongelige Mønt, har siden 1873 båret mønttegnet et hjerte.

Siden 1997 er Den Kongelige Mønt blevet forsynet med blindmønter ved import fra udlandet.Om de danske mønter på Danmarks Nationalbanks website

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig