Hosebåndsordenen er Englands højeste orden og er en af de ældste ridderordener i verden.

Faktaboks

Også kendt som

engelsk The Most Noble Order of the Garter

Indstiftelse

Ordenen regnes for at være indstiftet mellem 1344 og 1348 af Edward 3. til støtte for hans forsøg på også at blive konge af Frankrig. Ordenstegnet er et blåt hosebånd, der ligner et sværdbælte med spænde, med ordene honi soit qui mal y pense, 'skam få den, der tænker ilde derom', broderet i guld.

Ordenens farver er de samme som i det franske kongevåben, som Edward 3. optog i sit eget for at udtrykke sin prætention, og ordene må tolkes i samme retning. Hosebåndets cirkulære form kan være en allegori på Arthurlegendens runde bord (se Arthurdigtning). Det anføres ofte, at ordenen er indstiftet i 1348, og at anledningen skulle have været en episode, hvor kongen samlede et hosebånd op, der var tabt af en dame, og med de ovennævnte ord bandt det om sit eget ben, men historien er uden bund i virkeligheden.

Ordenstegn, ordensdragt, ordenskapel

Under Henrik 7. blev der i begyndelsen af 1500-tallet indført en ordenskæde med vedhæng, der viser Englands skytshelgen, Sankt Georg, og dragen. Senere blev det muligt at bære en enklere udførelse af denne figur, 'the Lesser George', i et blåt bånd om halsen. I 1682 blev det fastslået, at figuren skulle bæres i et blåt skærf over venstre skulder til højre hofte. Tidligere i 1600-tallet. var der blevet indført en bryststjerne. Det egentlige ordenstegn, hosebåndet, bæres af mænd under venstre knæ og af kvinder om venstre overarm.

I perioden 1358-1488 deltog engelske kongelige og adelige damer i ordenshøjtideligheder og betegnes som 'Ladies of the Garter', bl.a. Filippa, Erik 7. af Pommerns dronning, men de var ikke medlemmer af ordenen. Siden 1901, da Edward 7. udnævnte sin dronning Alexandra, har også kvinder kunnet blive medlemmer af Hosebåndsordenen. Den ældste bevarede ordensdragt er Christian 4.s, som findes på Rosenborg. Ordensdragter bæres stadig ved ordenens årlige højtidelighed i juni i Saint George's Chapel i Windsor. I kapellets kor opsættes riddernes våben og, så længe de lever, deres våbenbanner, deres hjelm med hjelmtegn og et sværd.

Foruden medlemmer af den engelske kongefamilie kan de øverste militære chefer, højadelige og tidligere premierministre, fx Margaret Thatcher og Tony Blair, samt udenlandske fyrstelige statsoverhoveder blive hosebåndsriddere. Siden 1860 beror udnævnelserne alene på den engelske monark. Dronning Margrethe 2. er den 11. danske monark, der har opnået værdigheden. Den første var Erik 7. af Pommern.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Hans Bendix Pedersen

11 eller 12.
Kong Erik 7. af Pommeren blev gift med Philippa af England. Hun var også tildelt hosebåndsordenen ca. 1406-1408. Hun blev viet til kongen i Lund Domkirke 26. oktober 1406. Hun døde 5. jan. 1430 i Vadstena og ligger begravet i Klosterkirken i samme sted. Hun var stedfortrædende regent under Eriks valfart til Jerusalem i næsten to år og kan vel - med lidt god vilje - regnes som den 12 monark der har opnået værdigheden.
Mvh
Hbendixp

svarede Nils Georg Bartholdy

En monark er en enehersker, jfr. definitionen i Lex.dk. Selv om Philippa i en periode regerede i Erik af Pommerns fravær, kan hun ikke betragtes som monark. Erik vedblev med at være monark under sin bortrejse.
Edmund H. Fellowes: The Knights of the Garter 1348-1939. With a complete list of the Stall-Plates in St. George's Chapel, London 1939, anfører i et appendix "The Ladies of the Garter" med navne fra 1358 til 1488 og blandt dem Philippa og årstallet 1408. Forfatteren skriver i det nævnte appendix: "The following is a list of those ladies for whom robes of the Order were provided for their attendance at the Feasts of St. George in the years mentioned below. ... but they had no place in the Chapel stalls and consequently no stall-plates or banners."
Peter J. Begent and Hubert Chesshyre: The Most Noble Order of the Garter 650 Years, London 1999, der anses for et autoritativt værk angående Hosebåndsordenen, skriver i et afsnit om "Ladies of the Order": "Although for some hundred and fifty years after the Foundation of the Order of the Garter ladies were associated with the annual ceremonies, there is no firm evidence which would suggest that they were ever formally admitted to membership of the Order." Philippa er overhovedet ikke nævnt i dette værk. Rækken af regulære kvindelige hosebåndsriddere regnes først fra og med Edward VIIs dronning Alexandra, der blev ridder i 1901.
På denne baggrund finder jeg det forkert at regne Philippa som den 12. danske monark, der var hosebåndsridder.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig