Erindringsmedalje, medalje eller tegn udgivet på officiel eller privat foranledning til erindring eller til minde om en bestemt begivenhed. I Europa og særligt i Italien kendes erindringsmedaljer fra 1400-t.; i Danmark har de været kendt siden renæssancen. I 1800-t. begyndte man at indstifte erindringsmedaljer som en art ordensdekoration, der var til at bære i bånd.

De danske monarker har gennem tiderne indstiftet en række medaljer til minde om begivenheder i og uden for kongehuset. Den første bærbare kongelige erindringsmedalje i Danmark var Erindringstegn til Minde om Kong Christian 9.s og Dronning Louises Guldbryllup i 1892. Den bestod af kongeparrets sammenslyngede monogram og blev i guld, sølv og bronze tildelt de kongelige gæster, ministre og hoffets embedsmænd og betjente i Elefantordenens bånd. Senere erindringsmedaljer består oftest af Den Kongelige Belønningsmedaille i sølv med en inskription på bagsiden, der viser anledningen, og de bæres i et almindeligt rødt medaljebånd med hvidt kors. Kong Christian 10. indstiftede en række erindringsmedaljer i forbindelse med flere militære jubilæer. I anledning af 50-året for Hestgardens nedlæggelse i 1916 indstiftedes en erindringsmedalje til de forhenværende hestgardere. Dronning Margrethe 2. indstiftede i anledning af 50-årsdagen for dronning Ingrids ankomst til Danmark i 1985 en erindringsmedalje til hoffet og i anledning af sin 50-årsdag i 1990 en erindringsmedalje til personer uden for hoffet, som havde ydet dronningen særlig bistand. Ved dronning Margrethes og prins Henriks sølvbryllup i 1992 indstiftedes en erindringsmedalje, som blev tildelt sølvbrudeparrets slægtninge og hoffet.

Monarken har også indstiftet officielle medaljer til erindring om andre begivenheder, fx Galatheamedaljen til deltagerne i Galatheaekspeditionerne 1950-52 og Koreamedaljen til deltagerne i hospitalsskibet Jutlandias ekspedition 1951-53.

Også private har udgivet erindringsmedaljer i forskellige anledninger, fx i forbindelse med 50-året for Danmarks befrielse i 1995.

Se krigsmedaljer, medaljer og mindemedaljer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig