Florin, middelalderlig guldmønt fra Firenze. Navnet skyldes forsidens motiv, en heraldisk lilje, der var Firenzes våben, samt møntindskriften FLORENTIA; bagsiden viser Johannes Døberen. Mønten, hvis vægt var på ca. 3,5 g, og hvis lødighed var tæt på 100%, blev præget 1252-1533. Den vandt vid udbredelse og kendes i Danmark i begyndelsen af 1300-t.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet florin er afledt af latin flos 'blomst', efter liljen på de oprindelige mønter.
Florinen blev efterlignet mange steder, bl.a. af de rhinske kurfyrster. Det nordligste møntsted for floriner var Lübeck. De lybske floriner, der efter kejserlig tilladelse prægedes fra 1341 til ca. 1373, blev også brugt ved større betalinger i Danmark.
Florinens rolle som international handelsmønt i guld blev på mange måder overtaget af den rhinske gylden, der fra 1385 blev udmøntet af en møntunion af de fire rhinske kurfyster, ærkebisperne af Mainz, Trier og Köln og greven af Pfalz. Den rhinske gylden blev gradvis nedsat i vægt og lødighed, og sidst i 1400-t. mistede den noget af sin betydning, men udmøntningen fortsatte til ind i 1600-t. Som internationalt brugbar møntenhed blev en guldmønt som den rhinske gylden præget i Danmark fra ca. 1500-1632.
Senmiddelalderens mange andre guldgylden, ikke mindst den kongelige tyske udmøntning i bl.a. Frankfurt, måtte nøje tilpasses den rhinske gylden for at kunne hævde sig. At det er florinen, som skjuler sig bag de rhinske og andre tyske gylden, ses af forkortelsestegnet "fl.", som benyttes i tyske regnskaber langt op i tiden; "fl." bruges som forkortelse også for den hollandske gylden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.