Kreuzer, (af ty. Kreuzer, af Kreuz 'kors'), sølvmønt slået fra 1271 i Merano; 1,5 g sølvindhold. Navnet stammer fra bagsidens dobbelte kors. Mønten blev uhyre populær i Sydtyskland, Schweiz og Norditalien og lagde navn til mange udbredte skillemønter. Den eksisterede i Schweiz til 1850, i Sydtyskland til 1871 og i Østrig til 1892.