Paludan-Müller, dansk slægt, hvis navn er opstået ved forbindelse af navnene på godsforvalter ved Sorø Akademi Caspar Peter Müller (1736-76) og hans hustru, Anna Paludan (1740-1805). Deres søn biskop i Aarhus Jens Paludan-Müller (1771-1845) blev far til historikeren Caspar Paludan-Müller, hvis søn var historikeren Jens Paludan-Müller (1836-64), samt til forfatteren Frederik Paludan-Müller og provst, dr.theol. Jens Paludan-Müller (1813-99). Sidstnævntes søn forfatteren Johannes Paludan-Müller (1853-1940) var far til departementschef Kaj Paludan-Müller (1883-1976), til rektor ved Viborg Katedralskole Frits Paludan-Müller (1884-1967) og til chefen for grænsegendarmeriet, oberst Svend Paludan-Müller, der faldt i kamp mod tyskerne i 1944.