Skeel

Skeel, nørrejysk uradelig slægt, der kan føres tilbage til Johannes Skelesen (nævnt 1366). Fra at have ført en tilbagetrukket tilværelse som jyske godsejere opnåede slægten gennem ægteskabsalliancer og godserhvervelser at blive centralt placeret i den danske højadel. Såvel slægtens kvinder som mænd blev gift ind i de betydeligste danske adelsslægter. Slægten konsoliderede sin stilling i slutningen af 1500-t., hvorefter den i flere generationer havde sæde i det danske rigsråd. Slægtens betydning kulminerede i 1620'erne, da ikke mindre end tre brødre var rigsrådsmedlemmer og to af dem tillige bestred rigsembeder. Således rigsadmiral Albret Skeel til Fussingø og rigsmarsk Jørgen Skeel til Gl. Estrup (1578-1631).

Efter enevældens indførelse bestred slægten fortsat embeder i den danske centraladministration, men opnåede ikke samme politiske indflydelse som tidligere. Som godsejere fortsatte slægten dog med at være blandt de største, og gennem oprettelse af stamhuse sikrede den sig, at godserne forblev i slægtens besiddelse. Først med lensafløsningen gik størstedelen af disse godser i 1921 slægten af hænde. Christen Skeel (1695-1731) til Gl. Estrup blev i 1725 optaget i grevestanden under navnet Scheel.

På kvindesiden er slægten forbundet med den mecklenburgske adelsslægt von Plessen, idet Charlotte Amalie Skeel (1685-1729) blev gift med gehejmestatsminister Christian Ludvig von Plessen og således blev stammoder til slægten Scheel von Plessen og den senere grevelige linje Scheel-Plessen.