Arenfeldt. Familiens våben, lodret delt af rødt og hvidt; i midten en dobbeltørn af modsat farve. På hjelmen er anbragt en hvid og en rød ørnevinge.

.

Arenfeldt, dansk adelsslægt, som nedstammer fra landsdommer, senere rigskansler Niels Henriksen Arenfeldt, der var gift med den højadelige Margrete Bille (d. senest 1489); han selv var oprindelig uadelig. Han nævnes senest på herredagen 1533 og var da dansk rigsråd. Navnet er konstrueret ud fra våbenet, idet aren betyder ørn. Efterslægten blev godsejere og embedsmænd i Danmark og Norge.

Jørgen Arenfeldt (1644-1717) til Rugård og Tjele, som han arvede fra svigerfaderen, er kendt for sine mange hekseprocesser. Hans velstand forsvandt i mislykkede skibsbyggerier. Flere generationer senere oprettede oberst Otto Arenfeldt stamhuset Sæbygård 1797, som gik videre i kvindelinjen Krag-Juel-Vind-Arenfeldt.

Officer Chr. D. A. Arenfeldt (1758-1833) blev norsk gift og udmærkede sig i krigen 1811-13. Han forblev i Norge efter 1814, hvor slægten fortsat lever.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig