krone (hovedprydelse)

Den åbne krone har antagelig forbillede i smykkekunstens pandebånd (se diadem) og sejrherrens laurbærkrans. I Det Byzantinske Rige bar Konstantin 1. den Store i 300-tallet en enkel guldring som krone, den såkaldte stefanos. Beslægtet er den lombardiske jernkrone, der sandsynligvis er fra 800-tallet og har seks hængslede guldplader på en jernring. Jernkronen blev anvendt ved italienske kroninger. Senere forsynedes kroneringen med blade eller takker, ofte udformet som liljer, et sindbillede på renhed og med tiden på det franske kongedømme. Et sent, men fremragende eksempel på den åbne type er Christian 4.s krone fra 1596.

Den lukkede krone er muligvis afledt af feltherrens hjelm. Et eksempel er den ungarske Skt. Stefanskrone fra ca. 1100, der efterligner den byzantinske kejserkrone.

Beslægtet med de byzantinske forbilleder er den tysk-romerske rigskrone fra 950-1050, der muligvis blev anvendt af Otto 1. i 962. Her kombineres otte hængslede ringled med en tværgående bøjle, der er anbragt bag et kors over kejserens pande. Der kendes afbildninger af en ny kejserkrone fra før 1150 med en fast kronering, hvorover der er to tværgående bøjler, som bærer en korsbesat globe i skæringspunktet. En variant er den bøhmiske Skt. Wencelauskrone, udført til kejser Karl 4. i 1346.

Efter at brugen af kroner var blevet norm for fyrster, bredte skikken sig til samfundets øvrige lag. Religiøse eksempler er votivkroner på krucifikser og helgenbilleder samt brugen af brudekroner. Et eksempel på politisk styring af brugen af kroner er de enevældige fyrsters forordninger, fx det danske kronereglement fra 1693, der nøje fastlagde, hvilke kroner kongehusets medlemmer og de forskellige adelsklasser havde ret til at anvende. Adelens rangkroner, der er beregnet til at føre på "hjelm og skjold", er alle åbne.

• kroning
• kronregalier
• Danmarks kronregalier
• scepter
• rigsæble