Runebreve er breve skrevet med runer. I den middelalderlige litterære tradition er der eksempler herpå, men det var længe omstridt, hvor tidlig og hvor udbredt brugen af runer til dette formål var. Først de rige middelalderlige runefund fra Bergen og Trondheim gav sikre eksempler på handelsbreve og meddelelser af praktisk og politisk art, skrevet med runer på tilskårne træpinde og vokstavler.