Diplomatik er læren om diplomer. Til alle tider har man haft ganske bestemte regler til afgørelse af diplomers ægthed. Fra det pavelige kancelli i middelalderen kendes enkelte sådanne regler, som kunne være nødvendige i betragtning af det store antal udgående skrivelser, der gjorde en fuldstændig registrering umulig. Dog er det først med Jean Mabillon, at man kan tale om en systematisk kritisk disciplin. I værket De re diplomatica (1681) opstillede han regler for sammenligning af et diploms ydre kendetegn, skrivemateriale, skrift, besegling osv., og indre, formler, sprog osv.

I de næste ca. 200 år var diplomatikken domineret af franske forskere, der arbejdede videre i Mabillons ånd, fra 1821 med en særlig skole, École des chartes i Paris. Fra anden halvdel af 1800-tallet dominerede forskere fra det tysktalende område i Europa, ofte med tilknytning til Institut für österreichische Geschichtsforschung i Wien (fra 1854). De store navne er her Theodor von Sickel, som lagde skriftsammenligning til grund for sine undersøgelser med henblik på at bestemme skrifttrækkene i de ægte produkter fra det kejserlige kancelli, og Julius von Ficker, der indgående studerede det enkelte diploms tilblivelse for derved at forklare eventuelle afvigende træk. Disse to, navnlig Sickel, øvede afgørende indflydelse på diplomatikken i eftertiden.

I 1900-tallet har forskningen i højere grad inddraget de indre kendetegn i undersøgelsen. Indtil 2. Verdenskrig var formålet med diplomatikken endnu fortrinsvis ægthedsbestemmelse af diplomer. Denne opgave er naturligvis stadig vigtig, og den praktiske udførelse heraf er en højtudviklet disciplin med inddragelse af både indre og ydre kendetegn samt tilblivelseshistorie; men derudover har diplomatikken i årtierne efter 2. Verdenskrig udvidet problemstillingen ved at inddrage ophavssituationen for både ægte og falske diplomer. Denne beskæftigelse har allerede ydet store bidrag til kendskabet til den almindelige historie, og mulighederne synes endnu langtfra udtømte. Den omfattende forskning siden midten af 1800-tallet har medført en høj grad af specialisering; hovedgrupperne er kongelige/kejserlige, pavelige/kirkelige og private diplomer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig