segl (til dokument)

I oldtiden og i tidlig middelalder tjente seglet til at dokumentere ægtheden af et skriftstykke. Det trådte ikke i stedet for en underskrift og bandt ikke i sig selv besegleren juridisk. Dette forhold synes altid at have været gældende i Fjernøsten, hvor seglvæsenet var stærkt kinesisk præget. I resten af den europæiske middelalder og et stykke ind i nyere tid trådte beseglingen i stedet for underskriften og havde dennes juridiske virkning. Senere forsvandt den juridiske betydning af besegling, men Danske Lov af 1683 opererer endnu med både underskrift og besegling som lige juridisk bindende. I Danmark udstedes kongebreve stadig under monarkens "kongelige hånd og segl".

Seglmassen var i oldtiden hyppigst ler. Middelalderens almindeligste seglmasse var voks, men også metaller, fx guld, ses anvendt ved særlig betydningsfulde dokumenter; paverne og dogerne i Venezia og i Genova anvendte blysegl (se bulle). I nyere tid erstattedes vokset af lak, mens moderne danske kongebreve er forsynet med en indklæbet oblat af papir, præget med det kongelige segl. I Fjernøsten anvendtes ikke seglmasse, men rødt eller sort blæk.

I antikken og tidlig middelalder, da skrivematerialet var det skrøbelige papyrus, blev seglene anbragt direkte på dokumentet og var derfor af praktiske grunde ret små. Da man gik over til det solide pergament, blev voksseglene som oftest vedhængt, hvad der muliggjorde meget store segl. I nyere tid anvendtes oftere påtrykte eller påklæbede laksegl.

I oldtiden var seglmotivet indgraveret på en cylinder. Fra antikken anvendtes ofte signeter anbragt i fingerringe, såkaldte signetringe.

Såvel gejstlige som verdslige enkeltpersoner og institutioner besad segl i middelalderen, og der udvikledes et stort antal forskellige former. Embedssegl som fx fyrste- eller statssegl kunne på bagsiden have et såkaldt kontrasegl, sekret. Signetet til sekreter synes, i modsætning til embedsseglene, ofte at have været opbevaret personligt af fyrsten. Se også sigillografi.