middelalderen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Med 1800-t.s frembrydende nationalisme blev den germanske middelalder trukket frem som alternativ til den latinske. Et hovedtema blev den germanske mytologi, som den var kendt bl.a. fra det tyske helteepos Nibelungenlied. De fleste af Richard Wagners musikdramaer hentede deres stof fra den germanske middelalder som her Valkyrien; førsteopført 1870, scenebillede fra Berlin 1913 med Melanie Kurt som Brynhilde og Baptist Hoffmann som Wotan. Opførelsen af Wagners værker har været med til at fremmane et billede af middelalderens mennesker som harniskklædte.

middelalderen, konventionel betegnelse for Europas historie ca. 500-1500. Begrebet middelalder er defineret ved en sammensmeltning af samfundsmæssige strukturer og institutioner med tilhørende former for oplevelse og forståelse af tilværelsen: universel romersk-katolsk kirke, territorial konge- og fyrstemagt, lensvæsen, gods- og bondeøkonomi, simpel vareproduktion og arbejdsdeling. Begrebet er værdineutralt.

Se også Europa - historie.

Middelalderbegrebets historie

Forestillingen om en middelalder mellem den klassiske antikke tidsalder og den såkaldte nyere tid opstod blandt italienske humanister i 1300- og 1400-t. Deres middelalderbegreb var knyttet til sprog-, litteratur- og kunsthistorien, og de mente, at middelalderen inden for disse områder var en forfaldstid mellem antikken og deres egen tid. Middelalderbegrebet indgik ikke i humanisternes inddeling af den almindelige verdenshistorie; de holdt sig til den traditionelle opdeling af historien mellem jødisk-hedensk oldtid og nyere kristen tid eller andre ældre forestillinger.

Først i slutningen af 1600-t. optræder middelalder som historisk begreb. Franske, tyske og engelske intellektuelle begyndte da, i modsætning til de italienske humanister, at tillægge deres middelalderlige fortid en værdi; de genopdagede middelalderen som højkulturel epoke. Tredelingen af Europas historie i oldtid, middelalder og nyere tid blev introduceret.

1600- og 1700-t.s historikere adopterede begrebet middelalder uden at hæfte sig ved den negative betoning, der ligger i ordet, og som de italienske humanister havde lagt i begrebet.

Denne positive opfattelse blev fastholdt ind i 1800-t., da den romantiske nationalt-folkelige historieskrivning sværmede for middelalderen. Den blev på lige fod med andre historiske epoker tillagt sin egen mening. Man forestillede sig middelalderen som en organisk udviklingsproces, der bevægede sig fra fødsel over vækst og blomstring til epokens undergang og død.

Den tyske historiker Leopold von Ranke mente fx, at 1300- og 1400-t. i politisk henseende var præget af "allgemeine Auflösung", og at det var disse århundreders politiske historie, som havde givet middelalderen et dårligt ry i eftertiden.

I tråd hermed fremførte briten W. Denton, at Edward 1.s død i 1307 indvarslede en politisk og konstitutionel svækkelse af England, som indirekte ledte til kulturel og materiel tilbagegang i de følgende århundreder.

Det almindelige syn på 1300- og 1400-t.s historie i europæisk historieskrivning fra anden halvdel af 1800-t. var, at disse århundreder var en tilbagegangstid for den middelalderlige kultur, præget af politisk turbulens, økonomisk recession og befolkningsmæssig tilbagegang.

I disse betragtninger lå der direkte eller indirekte opfattelser af opgang og blomstring i de foregående århundreder. Dette temmelig pessimistiske syn på 1300- og 1400-t. omsatte sig imidlertid ikke umiddelbart i en tilsvarende begrebsmæssig faseopdeling af middelalderen.

I dansk historieskrivning talte man om den ældre og den senere middelalder og trak skillelinjen ved Valdemar 2. Sejrs død i 1241. I Tyskland kaldte man tiden "die letzten Zeiten des Mittelalters" eller "der Ausgang des Mittelalters". Begreberne tidlig middelalder, høj- og senmiddelalder eksisterede endnu ikke. 

Årsagerne hertil er flere, men to er iøjnefaldende. For det første var der ikke absolutkonsensus om synet på 1300- og 1400-t. For det andet og nok så vigtigt interesserede de fleste historikere i slutningen af 1800-t. sig ikke for middelalderen for dens egen skyld. De interesserede sig snarere for den som historisk forudsætning for fremvæksten af det moderne samfund.

Deres negative beskrivelse af middelalderens sidste århundreder blev fortolket ind i et fremadrettet udviklingsperspektiv: Middelalderens forfald var en forudsætning for fremskridtet. Det faldt derfor svært at behæfte middelalderens sidste århundreder med et negativt begreb som senmiddelalder og de foregående århundreder med positive begreber som tidlig middelalder og højmiddelalder.

Romerkirkens historie, der helt tilbage fra 1600-t. har været et af middelalderhistoriens hovedemner, lagde i sig selv op til en faseopdeling af middelalderen. Skismaet i 1054 og den følgende Investiturstrid (1075-1122) markerede storhedstidens begyndelse, mens pavestolens flytning til Avignon i 1309 indledte forfaldet.

Alligevel blev det først fra 1920'erne efterhånden almindeligt at opdele middelalderen i en konstituerende tidlig middelalder ca. 700-1000, en blomstrende og ekspanderende højmiddelalder ca. 1000-1300/50 og en forfaldstid, senmiddelalderen, 1300/50-1500/50 i europæisk historieskrivning. 

To historikere kan fremhæves som repræsentative for de tanker, der lå bag denne begrebsudvikling. Den ene er Henri Pirenne, som i en artikel fra 1914 opdelte middelalderen i faser, hvoraf han mente den sene af dem præget af handelens regulering og en almindelig tilbagegang for næringslivet. Den anden er Johan Huizinga, der for alvor associerede middelalderens sidste århundreder med nedgang og forfald, hvad han markerede med den efterårsmetafor, som optræder i titlen på hans hovedværk, Herfsttij der Middeleeuwen (1919, 'Middelalderens efterår').

Disse værker markerer på hver deres felt, økonomisk historie og kulturhistorie, for så vidt ikke noget nyt syn på middelalderens historie; det er det perspektiv, de er skrevet i, som adskiller dem fra den tidligere forskning. De er begge skrevet under indtryk af den civilisationspessimisme, som voksede frem omkring 1. Verdenskrig. Pirenne og Huizinga betragtede middelalderens sidste århundreder retrospektivt i modsætning til forgængerne, som beskuede tiden fremadrettet. Perioden ses nu i sammenhæng med en tidligere blomstring og ikke længere først og fremmest som udgangspunkt for den senere historiske udvikling. Skellet mellem høj- og senmiddelalder blev for alvor eksponeret.

Middelalderkulturens udvikling fremstilles som en organisk helhed. Pirenne fremsatte sin berømte tese om Vesteuropas tilbagegang efter de arabiske erobringer i 600-t. Han mente, at arabernes herredømme i Middelhavsregionen afskar Vesteuropa fra fjernhandelen med Orienten, og at Vesteuropa derfor sank tilbage i ren landbrugsøkonomi. Opblomstringen af handelen og bylivet kom i gang igen i takt med arabernes fordrivelse fraDen Iberiske Halvø fra slutningen af 1000-t. I opposition til denne opfattelse påviste Alfons Dopsch konstitutionel, social og økonomisk kontinuitet fra antikken til middelalderen, men hans betragtninger vandt ikke almindelig anerkendelse.

Begreberne tidlig, høj- og senmiddelalder var dog nogen tid om at konsolidere sig. Begrebet senmiddelalder, der dukkede op i tysk historieskrivning i 1920'erne, blev fx først en etableret periodebetegnelse, efter at forskningen i den såkaldte senmiddelalderlige krise i 1930'erne blev et hovedtema i europæisk forskning.

Kriseforskningen markerede for alvor bruddet mellem høj- og senmiddelalder i periodeopfattelsen. Fra 1930'erne begyndte man at forestille sig 1300- og 1400-t. ramt af en generel samfundsmæssig krise. Historikere pegede på eksistensen af en landbrugskrise, som blev vævet sammen med samfundsøkonomiens negative udvikling i øvrigt. Andre talte om det feudale samfundssystems sammenbrud, dvs. feudalismens krise.

Det første spæde opgør mod denne periodeopfattelse rejste sig i løbet af 1960'erne, og siden er der blevet sået tvivl om gyldigheden af den ene efter den anden af de faktorer, som havde skabt opfattelsen af 1300- og 1400-t. som en krisetid. Inddelingen af middelalderen i tidlig, høj- og senmiddelalder giver kun mening ud fra visse givne forudsætninger. Relevansen af at inddele middelalderen på denne måde beror på, hvad det er for aspekter af historien, man ser på, og det perspektiv, man sætter den ind i. På visse områder og i bestemte sammenhænge kan man spore forandringer og brud inden for perioden, som taler for at opdele den. På andre er der tale om kontinuitet, som taler imod at opdele middelalderen i forskellige epoker.

Begrebsdefinering og periodicering

Definitionen af begrebet middelalder er ligeledes udtryk for historieforskningens vekslende filosofiske, teoretiske og emnemæssige præferencer. Begrebet middelalder består af en række eftermiddelalderlige historiske konstruktioner. I middelalderen vidste man ikke, at man levede i middelalderen.

Da man i slutningen af 1600-t. begyndte at opfatte middelalderen som historisk periode, havde det at gøre med historietænkningens sekularisering. Man lagde nu mere vægt på, at kristendommen i løbet af 300-t. gradvis blev Romerrigets officielle religion end på kristendommens åbenbaring ved Jesu fødsel. Med denne fremhævning af kristendommens institutionalisering på bekostning af de rent åndelige aspekter blev der uvilkårligt rokket ved ældre periodeforestillinger, og der blev sat skel mellem antikken og middelalderen. Det historiske begreb middelalder var således fra begyndelsen knyttet til den kristne kirkes historie, og når det nærmere bestemt blev den romersk-katolske kirke, skal det dels ses i lyset af middelalderbegrebets oprindelse i de italienske humanisters doktrin om sproglig og litterær renæssance af den klassiske latinske arv, dels i, at den del af verden, hvori denne arv blev forvaltet i og efter 1500-t., da middelalder blev et historisk begreb, indtog en så betydningsfuld rolle i verden, at man mente, at netop Vesteuropa måtte være verdenshistoriens krumtap.

Middelalder. Med Reformationen opstod billedet af den mørke middelalder, som blev kædet tæt sammen med munkevældet. Billedet af de forædte munke, der snyltede på de fattige bønder, blev brugt i den reformatoriske antikatolske smædekampagne. Denne elfenbensfigur fra mellem 1530 og 1540 (Nationalmuseet) er ca. 4,5 cm høj og forestiller en kronraget ræv i munkekutte med bønnebog og rosenkrans. Billedet af den mørke middelalder, præget af overtro og intolerance eksisterer stadig og kan mødes fx på film.

Sætter man den kristne kirkes historie i centrum, vil middelalderen tidsmæssigt kunne afgrænses til at begynde med kejser Konstantin 1. den Stores anerkendelse af kristendommen i 312 eller til 395, da kristendommen blev den eneste tilladte religion i Romerriget, og afsluttes med reformationsåret 1517. Hvis fokus sættes på pavestolens bestræbelser på at opnå universel magt over de territoriale fyrster, kan man tale om middelalderens begyndelse med nedkæmpelsen af hunnerinvasionerne af det europæiske kontinent i 375 og Romerrigets deling i 395 eller ved Det Vestromerske Riges sammenbrud i 476. I det perspektiv vil slutpunktet kunne være den franske kong Karl 8.s invasion af Italien i 1494.

Som anden historieskrivning blev også middelalderhistorien i 1700- og især i størstedelen af 1800-t. orienteret mod politiske, konstitutionelle og institutionelle spørgsmål. Historien og middelalderhistorien blev et ofte brugt middel til at fremelske og give udtryk for den spirende nationale identitet. Man begrundede denne i fælles fortid og søgte herunder de europæiske nationalstaters og politiske institutioners rødder i middelalderen. Romerkirken blev anset for et institutionelt og politisk modspil til de territoriale fyrster, konger og kejsere — til tider ligefrem for at være et internationalt fremmedelement i det nationale kongedømme (C.F. Allen Haandbog i Fædrelandets Historie, 1840). Det væsentlige træk ved middelalderen blev anskuet som etableringen af de europæiske fyrste-, konge- og kejsermagter i mod- og samspil med den universelle romersk-katolske kirke.

Set i det lys er det rimeligt at holde fast ved, at middelalderen var ovre omkring 1500. Ikke alene pga. Reformationen, men også fordi de europæiske centralmagter på dette tidspunkt havde skaffet sig kontrol over territorier, som i hovedtræk var identiske med de senere nationalstater. Endelig havde visse af disse kongedømmer ved indgangen til 1500-t. udviklet sig til egentlige statsmagter — først og fremmest Frankrig og England. Hvad middelalderens begyndelse angår, taler denne vægtning af de historisk-politiske aspekter derimod for at fremrykke epokens udgangspunkt til 700-t. Fra dette århundrede og frem mod år 1000 blev Europa gradvis delt i en vestlig romersk-katolsk-latinsk og en østlig græsk-ortodoks-byzantinsk kristen kultur, og arabernes fremtrængen på Den Iberiske Halvø og i Sydfrankrig blev standset, efter at Pippin 3. den Lille i 751 med pavens godkendelse havde afsat den sidste merovingerkonge. Karolingerriget opstod, og med pavens anerkendelse af Pippin 3. etableredes den nære forbindelse mellem dette blomstrende vesteuropæiske kejserrige og det universelle pavedømme. Samtidig mistede Det Byzantinske Rige gradvis sin politiske og kirkelige forbindelse med Romerkirken indtil det endelige brud, skismaet i 1054.

Den perfekte ridder Galahad når efter lang tids søgen frem til Gralen, den skål, som Jesu blod blev opsamlet i. I løbet af 1800-t. blev middelalderen mere og mere fremstillet som en heroisk og dybt religiøs tidsalder, og Gralmyten blev tolket som middelalderens søgen efter sandheden. Den britiske kunstnergruppe Prærafaelitterne søgte tilbage til middelalderens motivverden, og malemåden var præget af klare farver, enkelhed og stor omhu for detaljerne. Udsnit af gobelin udført efter forlæg af Edward Burne-Jones, 1895-96; Birmingham, City Museum and Art Gallery.

Siden anden halvdel af 1800-t. og frem til i dag har middelalderhistorien, ved siden af en fortsat interesse for det politiske, konstitutionelle og institutionelle område, været præget af social-, økonomisk, kultur- og mentalitetshistorisk forskning. På de politisk-institutionelle og socioøkonomiske områder har begrebet feudalisme præget generationer af historikere. Også dette begreb er en eftermiddelalderlig konstruktion. Ordet feudal optræder første gang i 1644, og betegnelsen feudalisme blev ikke opfundet før i 1800-t. Ordet er afledt af det middelalderlatinske feudum, der betyder len. Historikere har brugt begrebet på mange forskellige måder. Der kan sondres mellem to hovedretninger. Den ene retning betragter feudalismen som konstitueret af institutionerne vasal og len. (Ganshof, Qu'est-ce que la féodalité, 1944). Den anden retning repræsenteres af marxistiske og andre socioøkonomiske historikere, som beskriver feudalismen som en enhed af forskellige godssystemer. (P. Vinogradoff (1854-1925), The Growth of the Manor, 1905; M. Bloch, La Société féodale, 1940; Maurice Dobb, Studies in the Development of Capitalism, 1946). Disse to forestillinger kan sammentænkes til én samlet teori.

Allerede i det tidlige 700-t. blev der i Merovingerriget opbygget en professionel militærstyrke, hvis medlemmer blev forlenet med konfiskeret kirkegods. Forholdet mellem herre og vasal bestod principielt i, at herren gav sine vasaller jord, mod at de sværgede ham troskab og skyldte ham krigstjeneste. I karolingertiden smeltede vasallernes krigstjeneste sammen med forskellige administrative funktioner, fx skatteopkrævningen, og det var i middelalderen ikke ualmindeligt, at retshåndhævelsen var forlenet bort. Under opsplitningen af Karolingerriget dannedes en række fyrstendømmer i Frankrig, og i Tyskland skabtes på baggrund af de germanske stammehertugdømmer lignende fyrstendømmer med en indre feudal struktur og en ydre formel tilknytning til den tyske kejser. Feudalopløsningen nåede i Frankrig højdepunktet i 1000-t. Mange tidligere vasaller af territorialfyrster opkastede sig til autonome borgherrer med riddere (vasaller) under sig, men i det følgende århundrede genvandt konger og fyrster kontrollen.

Vasallernes og kongernes jord var organiseret omkring godser, og de blev ifølge den socioøkonomiske feudalismeopfattelse drevet af bønder, som ernærede sig selv på jordlodder, som de fik stillet til rådighed til gengæld for pligtarbejde på godsets hovedgårdsjord og mod betaling af forskellige afgifter i penge eller naturalier. Hovedgården blev enten bestyret af en forvalter eller forpagtet bort. Hvis godset ikke var organiseret omkring en hovedgård, bestod bøndernes ydelser for deres jordlodder udelukkende i penge- og naturalieafgifter. Nogle af bønderne var stavnsbundne og personligt ufri, andre var fri. Godserne var ikke blot socioøkonomiske enheder, de var ofte også retskredse.

Det er diskutabelt, hvor dækkende den institutionelle feudalismeopfattelse er for middelalderen. Lensvæsenet kan i det kontinentale Vesteuropa spores tilbage til det tidlige 700-t., og det kendes i middelalderen inden for det tidligere Karolingerriges grænser samt i Lombardiet i Italien og Catalonien i Spanien. Efter at normannerne havde erobret England i 1066, forsøgte Vilhelm 1. Erobreren at indføre len efter frankisk mønster, men det er usikkert, i hvor høj grad det lykkedes. Det er ligeledes ikke uden vanskeligheder at identificere et lensvæsen i den øvrige del af Tyskland samt i Norden. I Norden havde det verdslige aristokrati og de kirkelige institutioner ejendomsret over deres godser.

Lensvæsenet var ikke pyramidalt opbygget, det var snarere et billede, de kongelige jurister søgte at fremmane i 1100- og 1200-t. En vasal havde i reglen privat jordejendom (allodium) foruden den jord, han havde i len, og lensmænd kunne holde len fra flere forskellige herrer. Jordejendom var en forudsætning for at blive forlenet med jord, ligesom magt var det for at blive forlenet med magtbeføjelser. Den eneste verdenshistoriske parallel til det europæiske lensvæsen er Japan, hvor kejserdømmets svækkelse i 700-t. førte til dannelse af et militært aristokrati og japansk feudalisme fra 1100-t. til revolutionen i 1868.

Hvis de forskellige former for lensvæsen anses for at være middelalderens brændpunkt, kan det accepteres, at perioden begynder i 700-t. — i hvert fald i den vestlige del af kontinentet — og ender med de militære lensforpligtelsers forfald i 1300- og 1400-t., da de tungt rustede ridderhære blev overhalet af den militærteknologiske udvikling.

Der er i Europa påfaldende geografisk sammenfald mellem lensvæsen og godssystem, men ingen af dem er enestående middelalderlige fænomener. Der findes ligesom til lensvæsenet paralleller til godssystemet i andre verdensdele. I Europa er godssystemet ældre end lensvæsenet. De organisatoriske grundtræk i de middelalderlige godsdriftsystemer kan spores tilbage i antikken, og der eksisterede godssystemer, efter at lensvæsenet fra omkring 1500 eroderede til at fremstå som administrationsapparat i den styrkede centralmagts hænder. Hovedgårdsdrift med hoveri blev først almindelig i Østeuropa og Danmark, efter at dette system omkring 1500 næsten helt var forsvundet i Vesteuropa. Godssystemet er heller ikke noget enestående europæisk fænomen. Der er paralleller til det i andre verdensdele.

Det var tidligere almindeligt at beskrive de middelalderlige godser som subsistensøkonomiske enheder baseret på tvangsarbejde. I den nyere forskning er man blevet opmærksom på, at godsøkonomien i vid udstrækning var rettet mod ekspanderende markeder, og at den ofte involverede lønarbejde. Arbejdsdelingen mellem godser i forskellige egne skabte grundlag for forøget vareudveksling og urbanisering middelalderen igennem. Også bondeproduktionen var præget af arbejdsdeling og udvekslingsøkonomi. Bondeproduktionen var langt den største sektor i middelalderens økonomi. En række såkaldte moderne elementer i samfundsudviklingen som markedsøkonomi, lønarbejde, protoindustrialisering, kreditgivning, forsikring m.m. var kendt i middelalderen. I socioøkonomisk perspektiv er middelalderen både en kontinuerlig fortsættelse af tiden før og begyndelse til tiden efter.

De italienske humanister mente, at de i deres egen tid genoptog og videreudviklede antikkens æstetik og forestillingsverden, som var gået tabt i middelalderen. I tråd hermed har visse kulturhistorikere været af den opfattelse, at der herskede en helt enestående mentalitet i middelalderen til forskel fra den, der vandt frem i Italien i 1400-t. og skabte grundlag for den moderne verdens kunst, filosofi, videnskab, kultur og livsholdning. Man har ment, at middelaldermennesket var ganske indvævet i en religiøs forestillingsverden, og at individet ikke kunne forestille sig selv som sådant, men kun som bundet del af en kollektiv gudsgiven samfundsorden. Men også inden for idé- og mentalitetshistorien kan der spores kontinuitet fra antikken til den moderne verden. Fra 1100-t. oplevedes en filosofisk, politisk, rets- og naturvidenskabelig renæssance, og middelalderens administrations- og agrartekniske manualer vidner sammen med godsretsprotokoller, told- og godsregnskaber, jordebøger og meget andet om, at middelaldermennesket i vid udstrækning opfattede sig selv og sine medmennesker som selvstændige individer, og at det også havde en praktisk empirisk skabende indstilling til tilværelsen.

Middelalder. Det nazistiske Tyskland betragtede sig selv som Det Tredje Rige, dvs. efter det middelalderlige tysk-romerske og efter kejserdømmet 1871-1918. Middelalderens stærke Tyskland fik en fremtrædende placering i den nazistiske ideologi og blev iscenesat i litteratur, udstillinger, teater og store processioner som her ved festligholdelsen af Tag der deutschen Kunst i 1938 i München. Et germansk skib trækkes forbi ærestribunen og Hitler.

Europæiseringen af middelalderen

Opfattelsen af middelalderen som en særlig historisk epoke er grundet i et eurocentreret historiesyn. I det tidsrum, vi kalder middelalder, var den europæiske civilisation ikke den eneste på Jorden, og det var slet ikke den mest indflydelsesrige set i et globalt perspektiv. Begrebet udtrykker en fokusering på Europas historie og det historiske forhold, at netop i middelalderen fusionerede en række militære, juridiske, politiske og socioøkonomiske strukturer og institutioner med tilhørende bevidsthedsformer og den latinske kristendom. Kristendommen og visse af de øvrige elementer i denne proces blev spredt fra et kerneområde i det nuværende Frankrig, Nederlandene og de vestlige dele af Tyskland ud over det europæiske kontinent med omliggende øer. Andre vigtige bestanddele havde rod i lokale historiske forudsætninger.

Sammensmeltning af disse strukturer, institutioner og tankeformer med den kristne latinske ideologi blev en vigtig forudsætning for dannelsen af de suveræne konge- og fyrstendømmer i Europa. Disse blev i hovedtrækkene grundvolden til de moderne nationalstater, som vor verdensdel indtil videre er opdelt i. De stærkt opsplittede socioøkonomiske og politiske strukturer parret med en enhedsreligion var noget særligt for den vesteuropæiske civilisation. Heri lå forudsætningerne for den europæiske kulturelle, politiske og økonomiske vitalitet, som gennem middelalderen bestandigt udvidede det europæiske territorium og fra udgangen af middelalderen gav de europæiske nationalstater stigende global indflydelse. Begrebet middelalder kan defineres ved denne fusion, men ordets betydning er stadig misvisende.

Middelalder. Brillerne blev opfundet i Italien i slutningen af 1200-t. som en videreudvikling af de indfattede forstørrelsesglas, der allerede var kendt i Europa og Kina. Da man kun kunne fremstille konvekse linser, var anvendelsen stort set begrænset til læsning; linserne var fremstillet af klar kvarts. I de første århundreder efter opfindelsen var brillerne et statussymbol for velhavende adelsmænd og præster. Tommaso da Modenas fresko fra 1352 (udsnit) af en læsende præst er en af de tidligst kendte kunstneriske afbildninger af briller.

Litteratur

Hovedparten af middelalderlitteraturen i Vest- og Centraleuropa blev skrevet på latin. Det middelalderlatinske litteratursprog var mangeartet, men fra en lingvistisk betragtning er det identisk med romernes litteratursprog. I tidlig middelalder (ca. 600-1100) var latin i praksis det eneste skriftsprog, og de få skriftkyndige havde lært latin samtidig med læsning og skrivning.... Læs videre om middelalderens litteratur.

Teologisk og filosofisk tænkning

Den teologiske og filosofiske tænkning i det latinske Vesteuropa gennemløb ca. 500-ca. 1500 en udvikling, som faldt i to faser. Tiden 500-1100 var præget af tilegnelse og formidling af den senromerske skoletradition (artes liberales) samt den teologiske arv fra kirkefædrene.... Læs videre om middelalderens tænkning.  

Billedkunst og arkitektur

I Sydeuropa kan middelalderens begyndelse sættes i sammenhæng med den gradvise udtynding af klassiske elementer i kunsten omkring midten af 500-t. I tiden herefter nedtonedes de karakteristiske klassiske træk som mere eller mindre illusionistisk perspektivisk gengivelse, tredimensionelle, skulpturelle kvaliteter.... Læs videre om middelalderens billedkunst og arkitektur.  

Teater

Middelalderen var en periode uden teaterbygninger; teater indgik generelt i andre, overordnede sammenhænge, religiøse eller verdslige. Det religiøse drama var forkyndende og opbyggeligt. Det opstod først i 900-t., da troper (dvs. indskud) i liturgien anskueliggjorde påskeunderet i form af en kort dialog mellem Mariaerne og englen ved den tomme grav, i symbolsk og stiliseret fremførelse.... Læs videre om middelalderens teater.

Musik

Ud fra en musikhistorisk synsvinkel er det ikke oplagt at sætte middelalderens begyndelse ved Romerrigets opløsning, idet dette tidspunkt ikke markerer noget væsentligt i musikkens udvikling. Musikalsk falder det dybeste periodeindsnit i karolingertiden under Pippin 3. den Lille og Karl den Store.... Læs videre om middelalderens musik. 

Matematik

Matematikkens udvikling i Europas middelalder falder i en række faser. Indtil ca. 700 kendte selv de lærdeste stort set kun nogle definitioner, samtidig med at de priste matematikken som et vigtigt vidensfelt. Efter Karl den Stores uddannelsesreform i 780'erne begyndte langsomt undervisning i de fire traditionelle områder.... Læs videre om middelalderens matematik.

Naturvidenskab og teknologi

I perioden ca. 500-1000 var naturvidenskab næsten ophørt i Europa, og kendskabet til græsk lærdom var minimalt. Ca. 800-1200 blomstrede videnskaben i de islamiske riger, dels via oversættelser af de græske værker, dels i kraft af egne bidrag.... Læs videre om middelalderens naturvidenskab og teknologi. 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Middelalder. Med Reformationen opstod billedet af den mørke middelalder, som blev kædet tæt sammen med munkevældet. Billedet af de forædte munke, der snyltede på de fattige bønder, blev brugt i den reformatoriske antikatolske smædekampagne. Denne elfenbensfigur fra mellem 1530 og 1540 (Nationalmuseet) er ca. 4,5 cm høj og forestiller en kronraget ræv i munkekutte med bønnebog og rosenkrans. Billedet af den mørke middelalder, præget af overtro og intolerance eksisterer stadig og kan mødes fx på film.

© Dette billede må du ...

Middelalder. Det nazistiske Tyskland betragtede sig selv som Det Tredje Rige, dvs. efter det middelalderlige tysk-romerske og efter kejserdømmet 1871-1918. Middelalderens stærke Tyskland fik en fremtrædende placering i den nazistiske ideologi og blev iscenesat i litteratur, udstillinger, teater og store processioner som her ved festligholdelsen af Tag der deutschen Kunst i 1938 i München. Et germansk skib trækkes forbi ærestribunen og Hitler.

© Dette billede må du ...

Den perfekte ridder Galahad når efter lang tids søgen frem til Gralen, den skål, som Jesu blod blev opsamlet i. I løbet af 1800-t. blev middelalderen mere og mere fremstillet som en heroisk og dybt religiøs tidsalder, og Gralmyten blev tolket som middelalderens søgen efter sandheden. Den britiske kunstnergruppe Prærafaelitterne søgte tilbage til middelalderens motivverden, og malemåden var præget af klare farver, enkelhed og stor omhu for detaljerne. Udsnit af gobelin udført efter forlæg af Edward Burne-Jones, 1895-96; Birmingham, City Museum and Art Gallery.

© Dette billede må du ...

Med 1800-t.s frembrydende nationalisme blev den germanske middelalder trukket frem som alternativ til den latinske. Et hovedtema blev den germanske mytologi, som den var kendt bl.a. fra det tyske helteepos Nibelungenlied. De fleste af Richard Wagners musikdramaer hentede deres stof fra den germanske middelalder som her Valkyrien; førsteopført 1870, scenebillede fra Berlin 1913 med Melanie Kurt som Brynhilde og Baptist Hoffmann som Wotan. Opførelsen af Wagners værker har været med til at fremmane et billede af middelalderens mennesker som harniskklædte.

Viser 4 af 4 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
13/11/2014
sthornval
03/12/2013
Redaktionen
02/12/2013
Oprindelig forfatter
Hybel
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki