Carlsbergfondets ekspedition til Østgrønland var en ekspedition, hvis formål var en kortlægning af Østgrønlands kyst mellem Angmagssalik og Scoresby Sund. Den blev gennemført 1898-1900 under ledelse af premierløjtnant G.C. Amdrup; økonomien sikredes med en samlet bevilling fra Carlsbergfondet.

I 1898-1899 skulle ekspeditionen komplettere opmålingerne fra Konebådsekspeditionen 1884-1885 og udlægge depot til brug for en ekspedition i 1900. Ekspeditionen overvintrede i Angmagssalik og rejste tilbage til Danmark i 1899. I 1900 afgik ekspeditionen med to hold om bord, dels en skibsekspedition, som efter landsætning af den anden ekspedition skulle foretage undersøgelser i mundingen af Scoresby Sund og den nordligere beliggende Kejser Franz Joseph Fjord, dels en kystekspedition, der under Amdrups ledelse skulle undersøge og kortlægge den uudforskede del af kysten syd for Scoresby Sund.

Den ca. 1000 km lange sejlads langs den ukendte kyst blev foretaget i en lille båd, der blev roet af tre mand, bl.a. af den 19-årige styrmand Ejnar Mikkelsen. Ekspeditionen kortlagde Grønlands østkyst mellem 66° og 74°30'N. I årene 1902-11 offentliggjordes resultaterne af ekspeditionens botaniske, etnografiske, geologiske og zoologiske undersøgelser i 37 afhandlinger på dansk, tysk, engelsk og fransk i Meddelelser om Grønland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig