Faktaboks

Eigil Knuth
Født
8. august 1903
Død
12. marts 1996

Eigil Knuth i 1993 med to portræthoveder. Efter studier på bl.a. Kunstakademiet i København debuterede Eigil Knuth som billedhugger på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1933. Under et ophold i Ammassalik 1936-37 udførte han flere af de skulpturer af grønlændere, som han blev kendt for; en del af dem, tillige med portrætter af bl.a. Knud Rasmussen, findes i museer og samlinger i både Danmark og Grønland. Som den første af en række bøger udgav Eigil Knuth i 1927 Kunst og Liv.

.

Eigil Knuth, 8.8.1903-12.3.1996, greve, billedhugger, arkæolog og forfatter. Eigil Knuths væsentligste virke, både som kunstner og videnskabsmand, var knyttet til Grønland. I 1932 var han på sin første arkæologiske ekspedition til Vestgrønland, og den blev indledningen til et meget langt ekspeditionsliv med et sidste ophold i Nordøstgrønland i 1995. Han var med på danske og udenlandske ekspeditioner i 1930'erne og 1940'erne, og han ledede selv Dansk Nordøstgrønlandsekspedition 1938-39, som havde base i Mørkefjord (ca. 60 km vest for Danmarkshavn), hvorfra han berejste kysten op til Nordostrundingen. Efter 2. verdenskrig ledede han Dansk Peary Land-ekspedition 1947-50, hvis personel og materiel blev fløjet med Catalinafly fra Zackenberg til basen i Jørgen Brønlund Fjord. I de følgende årtier foretog han en række rejser i Nord- og Nordøstgrønland, hvorunder han anlagde en station ved Kap Harald Moltke.

Hans væsentligste videnskabelige indsats var konstateringen af to kulturkomplekser i Nordøstgrønland, kendt som Independence I og II, og i 1987 fandt og undersøgte han på Île de France (i 2004 omdøbt til Prins Henrik Ø) den største kendte bosættelse fra Independence II.

Blandt Knuths kunstneriske fremstillinger står hans inuitiske portrætbuster som det ypperste i deres art.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig