Faktaboks

Ernest Henry Shackleton

Ernest Henry Shackleton

Født
15. februar 1874
Død
5. januar 1922

Ernest Henry Shackleton var en britisk handelsflådeofficer og polarforsker. Shackleton deltog i R.F. Scotts antarktiske ekspedition 1901-1904. I 1908 vendte han til Scotts forbitrelse med skibet Nimrod tilbage til Antarktis som leder af en britisk ekspedition og manglede kun 156 km i at nå Sydpolen med hestetrukne slæder.

I årene 1914-1916 gennemførte han med skibet Endurance sin tredje Sydpolsekspedition, der gik ud på at krydse det antarktiske kontinent. Det lykkedes imidlertid ikke at komme i land; i stedet drev skibet rundt med isen i Weddellhavet, til det blev knust. Ekspeditionen trak de tunge redningsbåde over isen, indtil man nåede ud til åbent hav, og derfra reddede de 28 mand sig i land på den golde Elephant Island (se South Shetland Islands). Herfra foretog Shackleton og fem andre den 24. april 1916 en 1.300 km lang rejse i den åbne båd James Caird i et stormfyldt og iskoldt farvand for at skaffe hjælp. Takket være en enestående dygtig navigation fandt de frem til den lille ø South Georgias vestkyst. Herfra krydsede de en bjergkæde og kom frem til den norske hvalfangerstation Stromness på øens østside og kunne endelig slå alarm. Først i fjerde forsøg lykkedes det den 30. august 1916 med den chilenske slæbebåd Telcho at undsætte resten af ekspeditionen. Shackletons ry for aldrig at miste en mand på sine ekspeditioner blev hermed fastslået.

Shackleton indledte sin fjerde Sydpolsekspedition i september 1921 med et tidligere norsk sælfangerskib, som fik navnet Quest, men døde af et hjerteanfald ved indsejlingen til South Georgia, hvor han på hustruens anmodning også blev begravet (i Grytviken). Hans indsats kom i mange år til at stå i skyggen af den omkomne R.F. Scott, men i sidste halvdel af 1900-t erkendtes efterhånden Shackletons bedrifter. Royal Air Force har efter 2. verdenskrig hædret hans minde ved at opkalde to af sine anti-ubådsfly hhv. Shackleton og Nimrod.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig