Faktaboks

Umberto Nobile
Født
21. januar 1885
Død
30. juli 1978
General Umberto Nobile i 1928.
Scherl/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix.

Umberto Nobile var en italiensk officer, luftskibskonstruktør og polarforsker. Nobile konstruerede i 1920'erne luftskibet N-1, en halvstiv konstruktion på 106 m længde med en diameter på 16,5 m, et volumen på 18.500 m3 og tre motorer på tilsammen 750 hk, som blev solgt til Roald Amundsen, der gav det navnet Norge. I maj 1926 overfløj Amundsen Polhavet fra Svalbard til Alaska med Norge, der blev ført af Nobile; ekspeditionen anses for den første overflyvning af Nordpolen. Han blev hædret for denne bedrift af det officielle Norge ved udnævnelse til kommandør af 1. klasse af Sankt Olavs Orden.

I 1928 ledede Nobile en ny arktisk ekspedition med luftskibet N-4, der fik navnet Italia, en konstruktion næsten magen til Norge. Ud over de nordsibiriske øgrupper besøgte Italia også Nordpolen, men forliste på hjemvejen NNØ for Svalbard, hvorved syv mand omkom, mens ni andre, deriblandt Nobile, overlevede. På vej mod land døde desuden meteorologen Finn Malmgren. En storstilet redningsaktion med deltagelse af 23 fly, 20 skibe og to slædehold blev iværksat; i den forbindelse omkom Roald Amundsen og fem andre, da deres franske redningsfly forulykkede og forsvandt.

Efter Italia-ekspeditionen faldt Nobile i unåde i sit hjemland, hvor han fik skylden for ekspeditionens ulykkelige udfald. Han tog sin afsked fra det italienske luftvåben og tog i stedet imod et tilbud om at bygge luftskibe i Sovjetunionen. Efter fem år vendte han i december 1936 tilbage til Italien, men rejste i 1939 til USA for at undervise i aeronautik ved Lewis University i Lockport, Illinois. Nobile forlod USA i 1942 og slog sig året efter endeligt ned i Italien. Efter 2. Verdenskrig blev han renset for anklagerne i forbindelse med Italia-ekspeditionen og fik sin generalsrang tilbage med lønkompensation fra 1928. I 1946 blev han valgt til Italiens grundlovgivende forsamling, opstillet af Kommunistpartiet uden dog at dele partiets politiske holdninger.

Nobile skrev flere bøger om sine to polarflyveture. Italia-ekspeditionen blev desuden i 1969 skildret i spillefilmen Det røde telt, som dog på mange måder afviger fra de faktiske omstændigheder i forbindelse med begivenhederne i 1928.

Litteratur

  • McKee, Alex.: Ice Crash, London 1979
  • Remgård, Arne: Expedition ITALIA, Stockholm 1984
  • Larsen, Poul: 48 døgn på isen, Blokhus 2001
  • Aas, Steinar: Tragedien Umberto Nobile, Oslo 2002.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig