• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Balkan

Oprindelige forfattere AStr, CRiis, EiCh, ESJe, KFle og TMag Seneste forfatter Redaktionen

Balkan, Balkanhalvøen, den østligste af de tre store sydeuropæiske halvøer; ca. 480.000 km2 med over 45 mio. mennesker og en befolkningstæthed, som er halvanden gang så stor som det europæiske gennemsnit.

Navnet Balkan er tyrkisk og betyder 'bjergkæde'.

Halvøen omfatter området mellem Adriaterhavet, Det Joniske Hav, Det Ægæiske Hav, Marmarahavet og Sortehavet. Mod nord afgrænser man oftest Balkan ved floderne Donau og Sava og i vest af en linje mellem Ljubljana og Trieste.

Den tyske geograf A. Zeune (1778-1843) anvendte i 1808 som den første navnet Balkan om området syd for Balkanbjergene i Bulgarien.

Balkanhalvøen omfatter Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien, Kosovo, Albanien, Makedonien, Bulgarien, Grækenland eksklusive øerne samt den europæiske del af Tyrkiet.

Slovenien, som var en del af det tidligere Jugoslavien, samt Ungarn og Rumænien regnes ofte med til Balkan.

Naturforhold

Balkan danner grænse mellem Det Eurasiske og Det Afrikanske Kontinent. Mellem dem ligger mikrokontinentet Adria, som tidligere er løsrevet fra Afrika. Kollision mellem disse tre lithosfæreplader bevirker, at Balkan er et af de seismisk mest aktive områder i Europa med over 1000 årlige jordskælv, hvoraf dog kun 3-4 er relativt kraftige.

Halvøen består af flere bjergkædesystemer. I nordvest De Julijske Alper, som fortsætter i Dinariderne, hvis vestligste foldebjerge danner Dalmatinerkystens karakteristiske langstrakte, parallelle øer. I disse bjerge findes karstlandskaber, som er områder, der er præget af erosion og opkaldt efter landskabet Karst på halvøen Istrien. Fra Shkodrasøen, Balkans største, fortsætter Helleniderne med bl.a. Pindosbjergene gennem det vestlige Grækenland over Peloponnes, Kreta og øgruppen Kykladerne.

I den østlige del af Balkan ligger de uregelmæssige Rodopibjerge med Musala (2925 m), Balkans højeste punkt, og mod nordøst Balkanbjergene med Sjipkapasset, der afgrænser halvøens bjerglandskab mod Donausletten. De vestlige bjergkæder består hovedsageligt af kalksten, marmor og fyllit, dvs. helt eller delvis omdannede bjergarter, som i Mesozoikum (245-65 mio. år) blev aflejret langs randen af Det Eurasiske Kontinent. Under den alpine foldning i Tertiær blev aflejringerne ved sammenstødet med Adria skubbet op og foldet ind over dette. Helleniderne er i modsætning til Dinariderne blevet foldet op, ved at havbunden i Det Joniske Hav er ført ned under Den Eurasiske Lithosfæreplade ved subduktion. Derved opstod en aktiv vulkansk øbue fra Methana på Peloponnes over Milos og Santorini til Nisiros og Kos. Samtidig med opfoldningen blev der øst for foldebjergene dannet flere bassiner ved oceanbundsspredning, ledsaget af vulkansk aktivitet. Balkanbjergene blev sammen med Karpaterne dannet ved en alpin foldning i forbindelse med, at en del af Det Eurasiske Kontinent ved Adrias bevægelse mod nordvest blev presset mod øst. Balkans ældste bjerge, Rodopibjergene, hvori der indgår rester af ældre hercyniske gnejser og granitter, er dannet under den kimeriske foldning (Sen Trias-Tidlig Kridt) som en fortsættelse af foldebjerge i det nordlige Lilleasien og Kaukasus.

Klima

Det bjergrige Balkan har et meget varieret klima. Hele Middelhavskysten inklusive det meste af Grækenland ligger i det subtropiske bælte med varme, tørre somre og milde, regnrige vintre. I indlandet er klimaet kontinentalt tempereret med kolde vintre og hede somre. Nedbøren er størst og op mod 3000 mm i Kroatiens kystbjerge, men aftager mod øst. Om vinteren trænger meget kolde vinde fra Rusland ofte ned over Balkan med langvarig frost og snedække til følge.

Plantevækst

Den oprindelige plantevækst i de lavereliggende egne i nord var løvfældende skov af centraleuropæisk type med arter af bl.a. eg, avnbøg, ægte kastanje, løn og ask. I nordøst fandtes også steppeagtige områder, der nu for størstedelens vedkommende er opdyrkede.

I højereliggende områder dominerer ofte bøgeskov. Bøg kan nogle steder danne skovgrænsen, men oftest dannes grænsen af rødgran eller arter af fyr. Over den egentlige skovgrænse forekommer ofte en zone med krat af bjergfyr (krummholz-zonen).

En middelhavsagtig (mediterran) flora og vegetation, præget af stedsegrønne træer og buske, forekommer i et bælte langs Adriaterhavskysten. Kraftig græsning har ofte omdannet skoven til et lavt tæt krat, maki. En tilsvarende vegetationstype i Serbien, Makedonien og Bulgarien, men med et større islæt af løvfældende arter, kaldes på serbokroatisk žibljak.

Efter europæiske forhold er Balkan meget rig på plantearter; alene i Grækenland forekommer ca. 5500 arter af karplanter. De mange mere eller mindre isolerede bjerge har sammen med de geologiske forhold skabt forudsætningen for dannelsen af mange arter, der hver for sig blot har en lokal udbredelse. Hyppigheden af sådanne endemer øges i sydlig retning.

Kultur

Kortet viser majoritetsreligionernes udbredelse blandt de troende befolkninger i Balkanlandene og angiver tillige de betydeligste religiøse mindretal; disse er ofte sammenfaldende med etniske eller nationale mindretal. I Bosnien-Hercegovina findes der ingen absolut majoritetsreligion. De tidligere provinser Vojvodina og Kosovo er markeret særskilt, da de adskiller sig markant fra det øvrige Serbien. Forhold som krig, politiske motiver og manglende anerkendelse af minoriteter medfører, at kortets angivelser må tages med forbehold. Det er udarbejdet i 1994.

Kortet viser majoritetsreligionernes udbredelse blandt de troende befolkninger i Balkanlandene og angiver tillige de betydeligste religiøse mindretal; disse er ofte sammenfaldende med etniske eller nationale mindretal. I Bosnien-Hercegovina findes der ingen absolut majoritetsreligion. De tidligere provinser Vojvodina og Kosovo er markeret særskilt, da de adskiller sig markant fra det øvrige Serbien. Forhold som krig, politiske motiver og manglende anerkendelse af minoriteter medfører, at kortets angivelser må tages med forbehold. Det er udarbejdet i 1994.

Balkans folkeslag udviser fællestræk, bl.a. inden for et traditionelt storfamiliemønster, i musik og dans samt inden for materielt bestemte traditionelle erhvervskulturer som fx nomadedrift (transhumance). Området er ellers præget af sproglig, religiøs og kulturel mangfoldighed, hvilket viser sig i de mange statsdannelser og en lang række etniske grupper, der ofte er spredt over flere lande. Visse folkeslag udgør befolkningsflertal i ét land og mindretal i flere andre. Det gælder fx albanere og makedonere. Andre er spredt i små grupper, fx ungarere, armeniere og tyrker.

To tredjedele af Balkans befolkning er sydslavere (bulgarere, kroater, bosniere, montenegrinere, serbere og makedonere), defineret som sprogligt beslægtede nationer. Foruden det græske og det albanske sprogområde rummer Balkan en mindre del af det tyrkiske og det rumænske. Hertil kommer en række sproglige mindretalsgrupper som fx aromuner (vlakkere), tyskere og ungarere. Se også balkanlingvistik.

Religion

Den ortodokse kirke er den dominerende statslige religion; den er opdelt i flere nationale kirkesamfund med hver sit overhoved. Befolkningen i Kroatien er dog overvejende romersk-katolsk, mens den troende befolkning i Albanien fortrinsvis er muslimsk. I Bosnien-Hercegovina er der dels en stor gruppe muslimer, dels græsk-ortodokse serbere og romerskkatolske kroater. Dertil kommer et mindretal af slavisktalende muslimer i Bulgarien (pomakker), Grækenland og Makedonien.

Historie

Balkanhalvøen er præget af placeringen mellem Orienten og Occidenten, kombineret med en særegen geografi; sletterne mod nord og de smalle stræder mod øst til Lilleasien har været adgangsveje for talrige folkeslag og hære. Selvom området ikke udgør en politisk, økonomisk eller kulturel helhed, findes der fællestræk i mangfoldigheden. Fællestrækkene er hovedsagelig resultatet af de perioder, da bystater, stammer og småriger blev samlet i imperier.

Balkans urbefolkning har ikke efterladt sig spor; de kendes først fra den indoeuropæiske indvandring i 1000-t. f.Kr. Specielt fra 600-t. f.Kr. spredtes græske byer langs kysterne, mens det vanskeligt fremkommelige indre var præget af græsk-"barbarisk" blandingskultur.

Romerne ekspanderede fra 200-t. f.Kr. og endte med at beherske hele Balkan; den befæstede grænse gik langs Donau, men også nordligere områder var indlemmet. Balkan integreredes i det romerske administrative system; romernes veje, byer og garnisoner kan stadig genfindes, og syntesen mellem græsk og romersk kultur viste sig frugtbar.

Efter rigsdelingen i 395 e.Kr. blev Balkanhalvøen del af Det Byzantinske Rige. Donaugrænsen kunne ikke forsvares under folkevandringer og slaviske indvandringer; fra 500-t. blev Byzans mindre, selvom slaviske hære dog til tider blev slået tilbage. Særlig betydning fik det, at de slaviske folk prægedes af den græsk-byzantinske civilisation gennem en aktiv kristendoms- og kulturudbredelse. Men opløsningstendenserne vandt over den byzantinske centralisme, og nye riger dannedes, bl.a. bulgarske, bosniske og serbiske foruden frankiske korsfarerriger.

Den sidste samling foregik under de tyrkiske osmanneres erobringer, som begyndte i midten af 1300-t. og var tilendebragt i første halvdel af 1500-t. Det osmanniske herredømme indebar med forflytninger og islamisering en omfattende forandring i den etniske og religiøse sammensætning. Osmannerriget svækkedes i løbet af 1700-t., mens en rivalisering med det habsburgske og russiske imperium stod på, og gik i stigende grad i opløsning i 1800-t.s krige med nationale løsrivelsesbevægelser og europæiske stormagter.

Balkan har siden ca. 1875 været præget af både politisk uro og splittelse, fx under Balkankrigene 1912-13. De nye nationalstatsgrænser efter 1. Verdenskrig skabte ikke stabilitet i området, da landenes gensidige fjendtlighed og mindretalsproblemerne var betydelige. 2. Verdenskrig medførte ikke større grænseændringer; de kom først, da Balkans mangfoldighed af nationaliteter og etniske grupper i 1990'erne viste sit konfliktpotentiale under opløsningen af Jugoslavien.

Balkan efter 2000

Siden 1991 er kortet over Balkan blevet nytegnet, og udviklingen mod flere stater synes at fortsætte; Jugoslavien, ofte kaldet "Restjugoslavien", blev 2003 omdannet til den løsere union Serbien og Montenegro, og maj 2006 stemte et flertal på ca. 55 % for fuld uafhængighed for Montenegro.

Slovenien er siden 2004 medlem af både NATO og EU, mens Bulgarien og Rumænien opnåede medlemskab pr. 1.1.2007 og Kroatien i 2013. Montenegro og Tyrkiet står som de næste i køen til optagelse i EU.

Balkanlandene har således efter 2000 været præget af en øget integration i de regionale organisationer og er blevet begunstiget bl.a. gennem EU's stabiliserings- og udviklingsprogram for Sydøsteuropa.

Læs også om musik og dans på Balkan.

Quiz
Hvad udvinder man morfin af?

1: kokablade
2: valmue
3: marguerit

Underemner