Europa - forhistorie

Jagt på skovens og steppernes storvildt, skovelefant, mammut, bison, urokse og næsehorn, dannede grundlaget for tilværelsen i ældre palæolitikum. De ældste redskaber, pebble-tools, er fundet ved Vallonnet i Frankrig og i Isernia i Italien. Fra for ca. ¹/₂ mio. år siden kendes fund med håndkiler, og fra samme tid stammer det ældste menneskefund, underkæben fra Mauer ved Heidelberg. Den kan have tilhørt H. erectus, mens de noget senere menneskerester fra Arago i Frankrig, Sierra de Atapuerca i Spanien, Steinheim og Bilzingsleben i Tyskland henføres til præ-Neandertal eller arkaisk Homo sapiens.

I mellempalæolitikum, moustérien, for 200.000-35.000 år siden levede Neandertalmennesket, der foruden mere udviklede stenredskaber har efterladt sig de ældste kendte begravelser i Europa. Neandertalerne forsvandt imidlertid for 40.000-35.000 år siden, da den moderne mennesketype, Homo sapiens sapiens, som allerede var udbredt i Asien og Afrika, indvandrede og bragte kulturen aurignacien til de sydlige dele af kontinentet. Dermed indledtes yngre palæolitikum, hvorunder jægerbefolkningen udviklede en finere redskabsteknologi og en tilpasningsevne, der gjorde det muligt at udstå de ekstreme klimaforhold under sidste istid. Det kom bl.a. til udtryk gennem en specialisering i jagt på bestemte dyr som hos mammutjægerne ved floden Don og hos rensdyrjægerne i Nordeuropa. I løbet af yngre palæolitikum udfoldedes stor kunstnerisk kreativitet, der kendes i form af venusstatuetter og hulemalerier med afbildninger af en rig dyreverden (se Altamira, Chauvetgrotten). Først efter sidste istids kuldemaksimum under Hamburg-kulturen fra ca. 12.500 f.Kr. fandt jægerstammer vej til de sydligste dele af Skandinavien.

Efter afslutningen af sidste istid ca. 9300 f.Kr. bredte skoven sig over det meste af Europa. En spredt og fåtallig jægerbefolkning slog sig ned ved vandløb og søer, hvor der var gunstige betingelser for jagt, fiskeri og indsamling. I fastlandstiden indtil ca. 7500 f.Kr. fandt bosættelse også sted i områder, der nu er havdækkede, fx hele den sydlige del af Nordsøen. Velbevarede fund af hytter, redskaber og måltidsaffald kendes fra Maglemose-kulturen i Danmark. I Atlantisk tid, ca. 7000-3900 f.Kr., var bosættelsen mange steder i Vest- og Nordeuropa koncentreret ved kysterne, hvilket fremgår af rester af køkkenmøddinger i Portugal, Bretagne, Skotland og Danmark. I det nordligste Skandinavien fandtes jæger- og fiskersamfund, der indrettede sig i rummelige huse og afbildede vildtet på klippefladerne, se Alta.

Mens en stor del af kontinentet fortsat var beboet af jægere, fiskere og samlere, bredte agerbrug og husdyravl sig 7000-4000 f.Kr. gradvist fra Sydøst- til Vesteuropa og Sydskandinavien. Den tidlige bondekultur i Grækenland og på Balkan anses for indvandret fra allerede opdyrkede områder i Lilleasien. Velordnede landsbysamfund voksede med tiden til tell'er 'byhøje', som i Mellemøsten. Sejlads på Middelhavet må allerede dengang have medvirket til den videre spredning af neolitiske erhverv, der dog de fleste steder i Sydeuropa udvikledes ved en gradvis omstilling.

Til Mellemeuropa bredte landbruget sig fra omkring 5400 f.Kr. med den båndkeramiske kultur, der hurtigt etablerede landsbyer med tømmerbyggede langhuse i et bælte fra Pariserbækkenet til Moldavien. Båndkeramikernes meget ensartede kulturmønster blev ca. 5000-3500 f.Kr. afløst af samfund med meget forskellig struktur. I Ukraine fandtes store indhegnede landsbyer som på Balkan; ved foden af Alperne anlagde man søbredsbopladser, pælebygninger, mens bebyggelsen i Nordeuropa var delt op i mange små enheder. Her og i Vesteuropa var de tidlige bondesamfund kendetegnet ved særlige rituelle anlæg, dels monumentale grave i form af langhøje, senere megalitgrave, dels store samlingspladser, der var omgivet af hegn og grøfter. Megalitgrave blev bygget i Vestfrankrig allerede 4500-4000 f.Kr., i Skandinavien først efter 3500 f.Kr. Opførelsen af jættestuer på Den Iberiske Halvø, i Irland og i Sydskandinavien fandt sted omtrent samtidigt, 3200-3000 f.Kr. Andre megalitmonumenter kendes fra De Britiske Øer, fra Bretagne i form af alléer af bautasten og fra Malta i form af stentempler. I Storbritannien findes mange stencirkler; den mest berømte er Stonehenge, som først fik sin endelige udformning i tidlig bronzealder.

Fremstilling af kobber begyndte i Østeuropa og på Balkan allerede ca. 4500 f.Kr., og tiden, indtil dette metal blev erstattet af bronze, der er en legering af kobber og tin, benævnes kobberalder. Grave ved Varna i Bulgarien fra ca. 4000 f.Kr. rummer en rigdom af kobbervåben og guldsmykker. Metalrige områder i Europa kom under kontrol af en væbnet elite, der lod anlægge borge som Dimini i Grækenland og Los Millares i Spanien.

Efter 3000 f.Kr. kom det meste af Nord-, Mellem- og Østeuropa under indflydelse af samfund, der kendetegnes af individuelle begravelser, bevæbning med stridsøkser og stor bevægelighed, hvilket understreges af vognfund og brugen af tamheste nord for Sortehavet. For mange af disse samfund anvendes betegnelsen snorekeramiske kulturer, hvilket hentyder til snoreornamenter på et standardiseret drikkeservice. Et lignende fænomen optrådte ca. 2500-2000 f.Kr. i Vest- og Mellemeuropa med klokkebægerkulturen, der mange steder markerede gennembruddet for anvendelse af metaller.

Snorekeramikerne var neolitiske bønder og kvægavlere, der må have ført en mere selvstændig tilværelse end befolkningen i det ægæiske område, hvor paladser som Troja opstod samtidigt i den tidlige bronzealder. Udviklingen her førte ca. 2000 f.Kr. til skabelsen af en paladskultur på basis af en økonomi, der omfattede dyrkning af vin og oliven samt handel, søfart og erobringer. I Mellemeuropa begyndte bronzealderen ca. 2000 f.Kr. med tilsynekomsten af en elite, der markeredes af fyrstebegravelser inden for Aunjetitz-kulturen, som var samtidig med Wessex-kulturen i Sydengland. I Norden importeredes betydelige mængder af metal, og en rig bronzealderkultur kom til udfoldelse især fra ca. 1500 f.Kr. Dens kunst og symbolsprog, som kendes fra helleristningerne og billedstenene i Kivikgraven i Sverige med fremstillinger af stridsvogne og skibe, har paralleller i skaktgravene i Mykene i Grækenland. 1200-1100 f.Kr. blev paladserne i det ægæiske område og Lilleasien løbet over ende af fremmede. Samtidig opstod der med Urnemarks-kulturerne i Mellemeuropa et nyt samfundsmønster, gravskikken skiftede til ligbrænding, og nye sværdtyper blev taget i brug, samtidig med at kendskabet til jernfremstilling bredte sig.

Jernet blev taget i brug i Grækenland ca. 1000 f.Kr. Fra ca. 800 begyndte den græske søhandel at ekspandere, og ved anlæggelsen af kolonier i Italien fra midten af 700-t. fik grækerne handelskontakt med de jernproducerende etruskere. Fra ca. 600 skabtes forbindelse til skythere og thrakere ved Sortehavet. Med Hallstatt-kulturen i Alpeområdet og det østlige Mellemeuropa etableredes ca. 700 en militær elite, der samlede betydelige rigdomme bag solide borgmure. Fra samme område kendes fyrstegrave med rigt udstyr, som omfatter vogne, metalkar, importerede græske luksusvarer og vin. I Østeuropa var Hallstatt-perioden kendetegnet ved anlæggelse af borge på højdedrag, og der opstod befæstede byer som ved Biskupin i Polen.

Mens Middelhavsområdet i de sidste 500 år f.Kr. trådte ind i historiens lys, fortsatte den forhistoriske jernalder i det øvrige Europa. I La Tène-perioden fra 500 f.Kr. satte den keltiske kultur sit præg på store dele af Europa fra Irland til Sortehavet. I et kerneområde mellem Loirefloden og mellemste Donau voksede en civilisation frem med store befæstede byer, oppida, hvor produktion og handel var højtudviklet og omfattede møntvæsen. Kelternes kunst forenede mange fremmede træk (se Gundestrupkedlen). En særlig keltisk stil blev bevaret i Irland og Skotland til langt ind i kristen tid.

Efter Kristi fødsel var det meste af Europa under påvirkning af romerne, hvis våben og handelsvarer spredtes hinsides den romerske rigsgrænse, limes, ikke mindst til de germanske stammer i Nordeuropa. Da romerne mistede herredømmet efter delingen af riget i 395, satte folkevandringstidens krige og hærtog ind og kulminerede med hunnernes angreb indtil 453. Mens folkevandringerne fortsatte med angleres og sakseres invasion i Storbritannien indtil ca. 500, fandt nye rigsdannelser sted i Mellem- og Sydeuropa; det betydeligste af disse var Merovingerriget fra 481. Tiden efter Romerrigets fald ca. 400 betragtes som middelalder i det meste af Europa; dog varede jernalderen i Nordeuropa ved gennem germansk jernalder (400-750) og vikingetid (750-1050). Slaverne, der var på fremmarch i Østeuropa og på Balkan 500-800, udgjorde den sidste store forhistoriske folkegruppe i Europa. De blev ligesom skandinaverne sent kristnet, i nogle områder først efter 1200.

Tilpasningen til de forskellige naturforhold og erhvervsmuligheder førte til, at der gennem forhistorisk tid blev dannet en mosaik af forskelligartede kulturer i Europa. Alligevel er det karakteristisk, at de nyskabelser, der indtraf fra ældre stenalder til historisk tid inden for teknologi, fødeproduktion og samfundsstruktur, slog igennem i samme takt over store områder. I Middelhavsområdet og Sydøsteuropa ser man oprindelsen til mange kulturforandringer, men tidsforskydningen i forhold til det øvrige Europa er overskuelig.

Læs også om Europas historie eller om Europa i øvrigt.