Kirkjubøur. Kongsgården fungerer i dag som museum.

.

Kirkjubøur, Kirkebø, før 2005 selvstændig kommune på den sydvestligste del af Streymoy, Færøerne, med bygderne Kirkjubøur og Velbastaður med hhv. 74 og 219 indb. (2012); siden en del af Tórshavn Kommune. De fleste erhvervsaktive arbejder i Tórshavn, men der er også landbrug og gartneri. Kongsgården i Kirkjubøur, der indtil Reformationen var bispesæde, er Færøernes største landbrugsbedrift. Her findes øernes betydeligste fortidsminde, domkirkeruinen.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1584 som Kirckeby, Kircke Boe gaardt 'gården med kirken'.

Ud for Kirkjubøur ligger Kirkjubøhólmur, som var landfast indtil uvejret Den Hårde Kyndelmisse, sandsynligvis 2.2.1602. Et opdyrket område syd for bygden, Úti á Bø, har tidligere været bebygget. Ved Gamla Rætt nord for bygden er der anlagt en havn for færgeruten til SkopunSandoy.

Historie

Kirkjubøur var i middelalderen Færøernes kirkelige centrum, hvor bispen havde sin gård og sine kirker. Dele af gården er bevaret. Dens centrale del bestod af to parallelt placerede, lange bygninger i murværk og træ, som afgrænsede en brolagt gårdsplads. Af kirker ses ikke mindre end tre. Ældst og sandsynligvis opført i 1200-t. som bispe- eller domkirke er den hvidkalkede kirke, Ólavskirkjan, ved bispegårdens sydside, der nu tjener som sognekirke. En bispegrav er påvist under kirken.

Ca. 1300 indledtes øst for bispegården opførelsen af en i arkitektonisk henseende rigt udstyret domkirke, Magnuskirkjan. Múrurin, som den kaldes, står som ruin, men har sandsynligvis været fuldført. Endnu længere mod øst, delvis opslugt af havet, ses kirkeruinen Líkhús. Måske drejer det sig om den Brandanuskirke, der skal have været under opførelse 1420.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig