Saksun, lille færøsk bygd på den nordvestlige del af Streymoy; 21 indb. (2012). Siden 2005 hører den til Sunda Kommune. Bygden kendes for sin smukke beliggenhed mellem høje fjelde (Koppenni, 790 m, Melin, 764 m).

Fra vest når havet ind til Saksun gennem en 50 m bred kløft, som ender i et cirkelrundt bassin. Tidligere var dette en god naturhavn, men den sandede til efter en storm i 1602, den såkaldte Hårde Kyndelsmisse. Bygdens vejforbindelse til omverdenen går gennem den 11 km lange Saksunardalur mod sydøst; her ligger Saksunarvatn, som er populært blandt lystfiskere. På vestkysten er der fuglefjelde, strandpiller og dybe grotter. En gammel gård i bygden er indrettet til museum.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig