Tvøroyri, dansk Tverå, bygd og kommune på Suðuroy, Færøerne. Kommunen strækker sig fra de høje og stejle fjelde mod havet i vest til landskabet omkring den østvendte og mere tilgængelige Trongisvágsfjørður, hvor bebyggelsen er samlet. Fjeldet Gluggarnir (610 m) er Suðuroys højeste. Mellem basaltlagene i fjeldene findes nogle tynde kullag i ca. 300 m højde. I Rangabotnur har de tidligere været udnyttet kommercielt, især under verdenskrigene. Nord for Tvøroyri ligger det naturskønne område Hvannhagi.

På nordsiden af fjorden ligger de gamle bygder Froðba (267 indb., 2012) og Trongisvágur (520 indb.). På fjordens sydside ligger Øravíkslíð (69 indb.), og syd for denne Øravík (35 indb.).

Størst er dog Tvøroyri (806 indb.). I 1836 blev den første filial af Den Kongelige Monopolhandel anlagt på bar mark mellem Trongisvágur og Froðba. Med frihandelens indførelse i 1856 begyndte en rivende udvikling i den unge bygd, og i slutningen af 1800-t. var den blevet hjemsted for en stor, havgående flåde af fiskeslupper. Der var stor forarbejdning af klipfisk, der eksporteredes til Middelhavslandene, og aktiviteterne tiltrak tilflyttere fra hele Færøerne. Væksten blev dog sat i stå af krisen i 1930'erne, og siden har Tvøroyri ikke haft den samme dynamik.

Byen har fortsat fiskeindustri, og en del større fiskefartøjer har hjemsted her. I Tvøroyri ligger også øens sygehus og anden service og administration. Ved Drelnes, overfor hovedbygden, er der anlagt en ny færgehavn, og herfra er der daglige forbindelser til Tórshavn med moderne, stor færge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig