Finlands ældste bebyggelse tilhører den mesolitiske Suomusjärvi-kultur ca. 6500-4200 f.v.t. Redskaberne tilvirkedes især af kvarts og kvartsit, da flint ikke forekommer i Finland. I neolitisk tid (4200-2000 f.v.t.), da Finland udgjorde en del af den kamkeramiske kulturkreds, var samfundet baseret dels på jagt på sæl, elg og bæver, dels på fiskeri. I slutningen af den periode forekommer bådøkse-kulturen; på Åland den grubekeramiske kultur.

Jordbruget introduceredes i Sydfinland under den senneolitiske Kiukais-kultur. I bronzealderen (1500-500 f.v.t.) var der livlige kontakter med både Skandinavien og det centrale og østlige Rusland. Gravformen var stenrøser. Den førromerske jernalder (500 f.v.t.- år 0) karakteriseres ved jernproduktion, og forbindelserne med Baltikum var livlige. I romersk jernalder (år 0-400) forekom nye gravformer af baltisk karakter ved siden af røserne.

Fra folkevandringstiden (400-600) vokser det germanske indslag i fundmaterialet, og i merovingertiden (600-800) skabtes adskillige nationale smykkeformer. Gravskikken var brandgrave under flad mark. Vikingetiden (800-1050) kendetegnes af en stabil udvikling med velhavende bondesamfund og vidtstrakte handelsforbindelser. Finlands yngste forhistoriske periode, korstogstiden, ophører i Vestfinland 1150, i Karelen i 1300.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Finlands historie 1050-1808

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig