Juho Kusti Paasikivi

Paasikivis lange politiske karriere begyndte i den fløj af Finska partiet (gammelfinnerne), der støttede en fleksibel eftergivenhedspolitik over for Rusland, og han var finansminister (senator) allerede i 1908-1909. I maj 1918 udnævnte den nye rigsforstander, P.E. Svinhufvud, ham til statsminister. De to virkede for en monarkisk forfatning med en tysk konge, Frederik Karl, som de mente kunne garantere Finlands nyvundne selvstændighed. Da den politik led skibbrud med det tyske nederlag i 1. Verdenskrig i november 1918, trak han sig delvis ud af politik, men ledte dog fredsforhandlingerne med Rusland i 1920.

I 1934 gjorde Paasikivi politisk comeback som leder af Samlingspartiet, der indtil da havde været dybt involveret i den halvfascistiske Lappobevægelse og den antisvenske ægtfinskhedsbevægelse. Partiet blev drejet i demokratisk og pronordisk retning.

Paasikivi var ambassadør i Sverige fra 1936 til 1939, men da Sovjetunionen i oktober 1939 forlangte forhandlinger om grænseændringer og baser i Finland, blev Paasikivi atter Finlands hovedforhandler. Han var da stærkt kritisk over for regeringens uforsonlige linje og mente, at med små finske indrømmelser kunne krigen have været undgået.

Paasikivi kom atter i centrum, da Finland efter nederlaget i Fortsættelseskrigen måtte finde en modus vivendi i forhold til Sovjetunionen. I november 1944 blev han udnævnt til statsminister af præsident Mannerheim, og da denne i begyndelsen af 1946 måtte gå af, var Paasikivi den selvfølgelige afløser. Han indså, at Finland måtte tilstræbe et tillidsfuldt forhold til sin store nabo. Ved at lade Finland tage initiativer, hvor indrømmelser til Sovjetunionen forekom uundgåelige, lykkedes det ham i de første efterkrigsår dels at forhindre, at Finland for alvor havnede i den sovjetiske sfære, dels at skabe tillid hos sovjetlederne til en stabil positiv holdning fra Finlands side. Dermed grundlagde han den politik, som hans efterfølger, U. Kekkonen, siden tog til sig (Paasikivi-Kekkonen-linjen).

Paasikivi var en flittig skribent, og hans analyser af Finlands udenrigspolitiske position er blevet oversat til mange sprog, mens hans dagbøger er en vigtig kilde til tidens historie.

• Finland
• Finlands politiske partier
• Paasikivi-Kekkonen-linjen