Jægerbevægelsen, led i den finske modstand mod russificeringspolitikken. Under 1. Verdenskrig, fra begyndelsen af 1915, rejste i alt 1886 finner fra alle sociale lag til Tyskland for at blive uddannet militært. I 1916 indsattes de mod Rusland som Den 27. Kongelige Preussiske Jægerbataljon på fronten i Kurland. I 1918 førtes flertallet af jægerne til Finland for at deltage i Den Finske Borgerkrig på den hvide side, og de kom siden til at udgøre grundstammen i den nye finske hær.