Faktaboks

Pehr Evind Svinhufvud
Født
15. december 1861
Død
29. februar 1944
Pehr Evind Svinhufvud
Pehr E. Svinhufvud var Finlands præsident fra 1931 til 1937.
Af /Lappeenranta museum.
Licens: CC BY 4.0

Pehr Evind Svinhufvud var en finsk politiker. Han var Finlands præsident fra 1931 1il 1937.

Som adelig repræsenterede Pehr Evind Svinhufvud sin slægt på de sidste stænderlanddage og var derefter medlem af etkammerlanddagen i årene 1907-1914, indtil 1912 som formand.

Pehr Evind Svinhufvud var ledende i modstanden mod russificeringen og nægtede at efterleve de russiske love. I 1914 blev han forvist til Tomsk i Sibirien, men han vendte tilbage efter Februarrevolutionen i marts 1917 og stod i spidsen for den regering, der proklamerede republikken Finlands selvstændighed. Borgerkrigen i 1918 fik ham til at foretrække et monarki med tysk konge.

Svinhufvud blev nu som rigsforstander midlertidigt statsoverhoved. Da denne politik spillede fallit med Tysklands nederlag i 1918, trak han sig ud af politik. Svinhufvud kom tilbage i 1930, da han for derved at tækkes den højreradikale Lappobevægelse blev udnævnt til statsminister.

Året efter valgtes Pehr Evind Svinhufvud til Finlands 3. præsident, idet han efterfulgte Lauri Kristian Relander. Som sådan var det ham, der under Mäntsäläoprøret i 1932 endeligt knækkede Lappobevægelsen og fik den forbudt. Hans uvilje mod at lade socialdemokraterne deltage i regeringen gjorde, at han ikke blev genvalgt i 1937.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig