Kristinestad, Kristiinankaupunki, havneby og kommune i Österbotten, Västra Finlands län, 100 km syd for Vaasa; 7663 indb. (2006), heraf 57% svensksprogede. Byen blev grundlagt 1649 og havde som den øvrige Svenskkusten sin storhedstid i 1800-t. med betydelig sejlskibstrafik. Byen undgik større brande og rummer idylliske træhuse i forskellige stilarter og gamle gademiljøer; kendt er den under 3 m brede Kattpiskargränd. I en grotte i urfjeldet, Varggrottan, har man fundet spor af menneskelig aktivitet fra før sidste istid for 120.000 år siden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.