• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Loviisa

Oprindelige forfattere EiCh og Lind Seneste forfatter Redaktionen

Loviisa, sv. Lovisa, by i Östra Nyland, Södra Finlands län 80 km øst for Helsingfors; 7.388 indb. (2009), heraf 38% svensksprogede. Loviisa blev grundlagt 1745 som erstatningshavn for Fredrikshamn (fi. Hamina), der 1743 kom under Rusland. Den hed oprindelig Degerby, men fik sit nuværende navn i 1752, da den svenske konge Adolf Fredrik besøgte byen og lod den opkalde efter sin hustru dronning Lovisa Ulrika. Byen fik et opsving med træeksport og søfart i 1800-t., men brændte i 1855. I mellemkrigstiden blev den omtalt som "sildebyen", men er nu præget af blandet industri. På Hästholmen 12 km ude i skærgården ligger det ene af Finlands to kernekraftværker; det har to trykvandsreaktorer på hver 445 MW af sovjetisk konstruktion fra 1977 og 1980.

Link til Lovisa: http://www.lovisa.fi/ (sv.)