Pallas-Ounastunturi Nationalpark, naturområde i det nordvestlige Finland; 500 km2. I parken ligger den store, 1800 mio. år gamle og op til 807 m høje Pallas-Ounas-fjeldkæde, som ved foden omgives af skov. Områdets rene luft, elv- og søvand lokker mange naturturister til. En målestation indgår i den globale overvågning af luftkvaliteten; også naturtilstanden og turismens indvirkning på miljøet følges nøje.