Ashanti, asante, folk tilhørende akangruppen i det sydlige Ghana. Deres sprog er et nigerkordofansk sprog. I 1990'erne fandtes ca. en mio. ashanti, som hovedsagelig lever af dyrkning af kassava, yams og bananer. De er berømte for deres bronze- og guldsmedekunst såvel som for deres træskærerarbejder. Deres sociale organisation er matrilineær ligesom hos andre akanfolk. I den traditionelle religion indgår foruden forfædrekult troen på et stort antal guddomme. Traditionelt levede ashanti i flere høvdingedømmer; disse blev i slutningen af 1600-t. forenede til et rige under én konge, en asantehene, og blev efterhånden et af de mægtigste riger i Vestafrika; se Ashantiriget.

I Ghana er regionen Ashanti opkaldt efter ashantifolket.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig