Tallerkennegre er en tidligere folkelig, nu forældet og nedsættende, betegnelse for kvinder fra Sara-Djinge-stammen i Tchad (Chad; Fransk Centralafrika), som tidligere indsatte større og større runde træskiver i over- og underlæbe, kaldet labret eller stræk-piercinger. Skiverne var flade på oversiden og udhulet på undersiden. Omkring 1910 blev det forbudt at påbegynde skikken, men enkelte ældre kvinder gik stadig med træskiverne i 1960'erne.
tallerkennegre
Baggrund: De unges kvinders beundring for de gamle kvinder
Når skikken kunne udvikle sig i det omfang, den gjorde, skyldtes det, at Sara-Djinge-stammen er matrilineær, det vil sige, at manden flytter ind hos konens familie, og datter, mor, mormor, oldemor og tip-oldemor lever og arbejder sammen gennem hele livet. Piger og kvinder udvikler derfor nære bånd, hvor de unge kvinder ser op til de ældre. Piercinger er en måde at vise, at man er voksen og kønsmoden, og da vævet bliver slappere med alderen, vokser kvindernes læber over tid. Stammen har levet isoleret og har delt alt med hinanden, og brugte læbeskiver er således gået i arv fra generation til generation. Deltagelse i skikken var principielt frivillig, men blev i praksis fulgt af alle kvinder i Sara-Djinge-stammen. I dag er det kun nogle kvinder fra Mursi- og Surma-stammerne i Omo-dalen i Etiopien, som har store underlæber. Derudover er der desuden enkelte mandlige indianerhøvdinge tilbage i Sydamerika med skiver i underlæben.
Udbredelse
Små traditionelle piercinger i læberne har været og er udbredt hos mange stammer i Afrika og Amerika. Det mest udbredte er, at begge køn har hul i underlæben. I nogle stammer er det typisk kun kvinder, som har huller i læberne. Det ses kun sjældent, at mænd har skiver i overlæben.
Stammer, der har gjort brug af stræk-piercinger
Haida-kvinderne i British Columbia havde en lille oval træskive i underlæben. Pigerne blev piercet ved puberteten, og skiven voksede med hendes status og alder. Lobi-kvinder i Ghana, Burkina Faso og Elfenbenskysten havde tidligere en lille træskive i under- og overlæbe, undtagelsesvis lidt støre skiver. Der findes i dag kun få ældre kvinder, der følger skikken. Makonde-kvinderne i Tanzania og Mozambique havde tidligere en træskive i overlæben foruden spidsfilede tænder og ansigtstatoveringer. Mobali (Banana) i Cameroon og Nordcongo praktiserede indtil omkring år 1900 skikke, der indebar piercing af læber, kinder og næse.
Materiale og udformning
De traditionelle materialer er træstiver, bålbrændt ler, kvartssten og elfenben. Dertil kommer nyere materialer såsom blikdåser og plastik. Selvom den runde form er den mest udbredte, findes der også trapezformet skiver.
Kun undtagelsesvis opleves skiver i overlæben større end 5-6 cm i diameter. Og i underlæben er skiver på 8 cm i diameter store, men der findes stadig hos Mursi-stammen og Surma-stammen i Etiopien nogen få ældre kvinder, som kan gå med lerskiver på omkring 15 cm i diameter.
Brugen af labret går ofte ud over tænderne. Særligt fortænderne i undermunden er udsat for stød og pres. Det er også et problem at kunne lukke munden, så spyttet ikke tørrer ud på tænderne og giver tandsten. I flere stammer har man slået et par tænder ud i over- eller undermund som stammetegn, hvilket har givet en plads i tandrækken til en lille pløk.
Udbredelse i dag
I dag er brugen af labret i underlæben tiltaget blandt både mænd og kvinder i især den vestlige verdens storbyer sammen med udbredelsen af tatoveringer og små og store piercinger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.