Laos. Hmong-huse bygget af stammefolk i Laos.

.

Laos - folkeslag, Den oprindelige befolkning i Laos repræsenteres af mon-khmer-talende grupper (først og fremmest khmu), som i dag udgør ca. 25% af landets befolkning. De er overvejende bosat på bjergsiderne og ernærer sig for det meste ved svedjebrug med ris som den vigtigste afgrøde, men supplerer ernæringen med fiskeri i floderne samt jagt og indsamling. Deres traditionelle religion er centreret omkring kulten af lokale ånder. Majoriteten af landets befolkning (ca. 65%) består af taitalende folk, som fra 1100-t. og frem indvandrede fra Yunnan i det sydlige Kina, og for hvem det efterhånden lykkedes at etablere sig som herskere i de fleste dele af landet. Størstedelen af taifolkene er buddhister og tilhører den etniske gruppe lao, som også udgør majoritetsbefolkningen i det nordøstlige Thailand.

I løbet af 1800-t. indvandrede yderligere folk nordfra. Det var først og fremmest sino-tibetanske stammefolk hmong og yao, som nu lever i bjergene i landets nordlige og centrale dele. De ernærer sig ved svedjebrug, og den udbredte dyrkning af opiumsvalmuer til udvinding af opium i Den Gyldne Trekant har forstærket modsætningsforholdet til den lao-dominerede regering. Øvrige sent indvandrede folk i landets nordlige dele omfatter tibeto-burmesiske stammefolk, bl.a. akha og lolo. Thai/lao-folkenes politiske og kulturelle dominans fremgår indirekte af den officielle etniske beskrivelse, ifølge hvilken landets befolkning inddeles i tre overordnede grupperinger: lao lum, som er lavlandsbefolkningen, dvs. overvejende lao, og som anses for at ernære sig udelukkende ved sumprisdyrkning, lao theung, som bebor bjergsiderne, og som hovedsagelig omfatter de mon-khmer-talende khmu, og lao sung, højlandsfolkene, dvs. hmong og yao samt de tibeto-burmesiske folk. De to sidstnævnte grupper, som overvejende er svedjebrugere, angives officielt at være ansvarlige for størstedelen af skovødelæggelsen i landet, mens statslige og internationale konsortier i realiteten står for en meget betydelig del af skovningen.

Læs mere om Laos.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig