ainu

Ainu er det oprindelige sprog talt af befolkningsgruppen ainuerne i Japan. Ainu gled ud af daglig brug i 1940'erne, men endnu i slutningen af 1980'erne levede enkelte meget gamle kvinder, der kunne tale sproget.

Ainu har aldrig haft et skriftsystem, og egentlig forskning i sproget påbegyndtes først i 1900-tallet, så kendskabet til sproget i tidligere tid er meget sporadisk og stammer primært fra den rige, mundtligt overleverede episke tradition. Gamle sagn og legender rummer rester af ældre ainusprog.

Om sprogets forbindelse med andre sprog findes et væld af teorier, men intet sikkert slægtskab er påvist. Det er blevet studeret af både japanske og vestlige forskere; sidstnævnte pga. den nu forladte teori om ainuernes indoeuropæiske oprindelse.

Sproget er stærkt påvirket af den nære kontakt med japansk. Dette ses i både ordforråd og grammatik. Ainu indeholder mange japanske låneord, og sandsynligvis er denne kontakt også forklaringen på, at man gik over fra brug af præfikser til brug af postpositioner til at markere lokativ og instrumentalis. Påvirkningen er kun i ringe grad gået den anden vej.

Af særlige grammatiske træk kan fremhæves, at verber ikke bøjes i tid. Sætningen ku eranpetek kan således betyde 'jeg forstår/forstod/vil forstå/har forstået/havde forstået'. Verber og adjektiver kan ikke adskilles, men udgør én ordklasse. Visse verber har både en entals- og en flertalsform, hvor flertalsformen angiver, at subjektet eller objektet er flertal, eller at handlingen gentages flere gange. Fx hedder 'rive i stykker' rise, når man kun river én gang, og rispa, når man river noget i småstumper.

Personlige pronominer findes kun i første og anden person, hvor der forekommer både en selvstændig form, svarende til de danske pronominer, og et affiks, som knyttes til verber. Den selvstændige form bruges kun, når personen fremhæves, og fravær af det personlige verbalaffiks tolkes som tredje person.

Substantiver bøjes hverken i køn, tal eller kasus, men dog i genitiv, såfremt de betegner noget, der kan betragtes som umistelig ejendom. Således hedder 'hånd' tek, mens 'min hånd' hedder ku tekehe (egl. jeg + 's hånd). Talsystemet er som på kinesisk og japansk suppleret med et system af "tællere", dvs. suffikser, der angiver arten af det, der tælles. Dette system er dog meget rudimentært i ainu, idet der kun findes tællere for personer (-n/-iw) og ting (-p(e)).

Lydsystemet er meget enkelt og består af 5 vokaler og 11 konsonanter. Tidligere talte man forskellige dialekter af ainu i et område fra Sakhalin i nord til midten af Honshu-øen i syd, hvor man stadig kan finde stednavne af ainuoprindelse.