Markedsdag i Jianchuan, bl.a. besøgt af minoritetsfolk fra bjergområdet Nu Shan i det nordvestlige Yunnan. Foto fra 1992.

.

Mandefællesskaber trives blandt de muslimske minoriteter på tehusene i Xinjiang; her uygurer over for Id Kah-moskéen i Kashgar, 1994.

.

Kinesisk skak er vidt udbredt. Spillet minder en del om almindelig skak, men har intet at gøre med det kinaskak, som kendes i Danmark.

.

Kinas befolkning omfatter en lang række sproglige og etniske grupper. Hovedbefolkningen, der udgør ca. 92%, betegnes normalt som han-folket, men begrebet dækker over store sproglige og kulturelle forskelle; den han-kinesiske befolknings homogenitet er et omstridt tema. Især har den kinesiske stat promoveret idéen om, at han-kineserne har en fælles kulturel og historisk oprindelse i såkaldte kulturelle kerneområder mellem Chang Jiang (Yangtze Kiang) og Huang He (Den Gule Flod) og beskriver samtidig sproglige forskelle som dialekter, hvorimod arkæologiske og lingvistiske data drager disse antagelser i tvivl. I dag er der en fremvoksende regional orientering i Kina, hvor specielt provinserne i yderområderne ønsker at fremme egen identitet og egen økonomisk udvikling.

Minoritetsbefolkningen tilhører 55 såkaldte nationale mindretal med meget store indbyrdes forskelle. Fysisk antropologisk tilhører de såvel de mongoloide som de kaukasiske grupper, og sprogligt er de spredt over flere sproggrupper. Selvom de nationale mindretal kun udgør godt 8% af befolkningen, tæller de ca. 120 mio. mennesker og har traditionelt beboet ca. 60% af det territorium, der i dag kontrolleres af den kinesiske stat, hvilket især skyldes den enorme udstrækning af Indre Mongoliet mod nord, Xinjiang mod nordvest og Tibet og Qinghai mod vest. Ved folketællingen i 2010 havde 18 minoriteter en befolkning på over 1 mio.: zhuang, hui, man, uygur, miao, yi,tujia, tibetaner,mongol, dong, bouyei, yao, bai, koreaner, hani, li, kasakher og dai. Kinas samlede minoritetsbefolkning blev fordoblet mellem 1980 og 1995, hvilket imidlertid ud over almindelig befolkningsvækst dækker over det faktum, at mange enkeltpersoner, der tidligere lod sig registrere som han, i dag lader sig registrere som minoritetsfolk, idet visse privilegier er tilknyttet denne status, eksempelvis mildere børnebegrænsning og lettere adgang til videregående uddannelse.

Der er i alt fem autonome regioner med provinsstatus forbeholdt de største nationaliteter: Guangxi for zhuang (46 mio.), Indre Mongoliet for mongoler (24,7 mio.), Xinjiang for uygur (21,8 mio.), Ningxia for hui (6,2 mio.) og Tibet for tibetanere (3 mio.). Mange af disse nationaliteter lever imidlertid spredt over store områder. Foruden de autonome regioner findes autonome minoritetsområder på lavere administrative niveauer. På trods af disse regioners og lokalområders autonome status er de under streng central kinesisk styring, hvilket har ført til konstante spændinger og til tider voldelige sammenstød, specielt i det buddhistiske Tibet og det muslimske og tyrkisk-talende Xinjiang. Mange nationaliteter har tidligere udgjort større selvstændige kongedømmer eller stater, fx tibetanere, uygurer, yi, qiang og miao, mens mongoler og manchuer tidligere i historien har grundlagt dynastier, der har hersket over Kina (Yuan og Qing).

En del af de nordlige og vestlige minoriteter er traditionelt og i nogen udstrækning stadig pastorale nomader: mongoler, kasakhere, kirgisere, tadsjiker og dele af den tibetanske befolkning. Mange minoritetsfolk er primært agerbrugere, eksempelvis zhuang, der etnisk er beslægtet med thai-folkene, og desuden en række højlandsfolk såsom yi, yao og dai, der alle lever i SV-Kina. Derudover findes enkelte grupper af traditionelle svedjebrugere og jæger-samlere og desuden mange grupper med blandede erhvervsformer. Flere registrerede minoritetsgrupper er nu stærkt assimilerede i det han-kinesiske samfund, specielt manchurer og desuden hui, der er kinesiske muslimer og som sådan ikke en etnisk minoritet i snæver forstand.

De fleste minoritetsområder har siden slutningen af 1950'erne været under pres pga. han-kinesisk immigration fra de tætbefolkede dele af Centralkina, specielt Indre Mongoliet, der dog længe har haft kinesisk befolkningsflertal, Xinjiang Uygur Autonome Region og Tibet Autonome Region. Mange af de områder, der forfatningsmæssigt tilhører nationale mindretal, har således været mål for en egentlig kolonisering og har i dag et reelt han-kinesisk befolkningsflertal.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig