Bakhtiarer, shiamuslimsk stammebefolkning i Iran, taler den persiske luridialekt. Befolkningen udgør knap 900.000 mennesker, der lever i slette- og bjergområderne i Khuzistan og Chahar Mahall-i Bakhtiari i det vestlige Iran. De fleste er bofaste, men nogle lever som nomader med får og geder. Bakhtiarerne er inddelt i klaner under ledere, der har været blandt de stærkeste stammeledere i Iran og har øvet stor nationalpolitisk indflydelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.