Arveregler, etnografisk begreb, der afspejler forskellige samfunds afstamningsprincipper. I patrilineære samfund arver man slægtninge tilhørende faderens slægtslinje, mens man i matrilineære samfund arver slægtninge tilhørende moderens slægtslinje. I sidstnævnte tilfælde arver fx en mand ejendom og titler fra sin morbror og ikke fra sin far. I samfund med dobbelt afstamning arver man visse typer ejendom patrilineært og andre matrilineært. I samfund med bilateral afstamning er retten til arv fra slægtninge på mødrene side den samme som fra slægtninge på fædrene side. Hvilken slags ejendom, der er arvelig, og hvilke slægtninge, der er arveberettigede, varierer dog meget fra samfund til samfund. Se også slægtskabssystemer.