• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

basar

Oprindelige forfattere AOle og KZah Seneste forfatter Redaktionen

basar, (af pers. bazar 'handelsområde', opr. 'sted, hvor man går frem og tilbage'), oprindelig et offentligt marked i en persisk by, synonymt med den arabiske suq. Basaren er byens midtpunkt for handel, både en gros og en detail, og udgør et afgrænset område, der ofte ligger nær moskéen. Her findes håndværk, handel og servicefunktioner sammen med boligkvarterer. Traditionelt lukkes handelsgaderne efter solnedgang. Det har været et kendetegn for en basars rumlige organisering, at butikker af samme art var placeret samlet i én gade. Basarens håndværkere og handelsfolk har været organiseret i lav, ofte med forbindelse til religiøse broderskaber. Arealmæssigt kan basarer variere fra en enkelt gade til kilometervis af smalle gyder i Mellemøstens store byer. I Mellemøsten/Vestasien er de ofte overdækkede, mens de er åbne på det indiske subkontinent.

I Vesten har ordet været brugt om beskedne varehuse eller længer med flere butikker. Det bruges desuden om arrangementer, hvor genstande stilles gratis til rådighed og sælges med velgørende formål for øje.

Quiz
Hvilken abe er ikke en menneskeabe?

1: bavian
2: bonobo
3: chimpanse