Begrebet erindringskultur bruges i etnologisk sammenhæng dels om menigmands erindringsarbejde, fortidsforståelse og identitetsdannelse i modsætning til fagfolks historieforskning, dels om kollektive, politiske iscenesættelser af fortiden, såkaldte kommemorationer. I visse sammenhænge ses begreberne historie og erindring brugt synonymt.

I 1990'erne manifesterede en international tendens sig blandt faghistorikere til at undersøge konstruktionen af fortiden og erindringen, snarere end hvordan fortiden var. Begrebet "kollektiv erindring" vandt indpas. Inspiration hertil var blandt andet den skelnen mellem historie og erindring, som den franske historiker Pierre Nora (f. 1931) opererer med i sin bog Les Lieux de Mémoire (1992, Anledninger til erindring). Erindringskultur betegner således den historiebrug, der gør sig gældende i en hverdagssammenhæng, i modsætning til historie som en videnskabelig form for erkendelsesvirksomhed.

Interessen har især samlet sig om den folkelige deltagelse i fejringen af historiske jubilæer (i Danmark fx 200-året for Stavnsbåndets ophævelse i 1988 eller 50-året for Danmarks befrielse i 1995), historiske film og romaner samt brugen af erindringssteder, dvs. lokaliteter, hvor den personlige erindring mødes med kollektive begivenheder (fx Berlinmuren eller Dybbøl Banke). Heri ligger også en anerkendelse af, at mere folkelige måder at bruge og forbruge historien på er grundlaget for al historiebevidsthed. Samtidig er det et demokratisk argument for, at der ikke er én historie, men at der i alle samfund til alle tider findes mange stemmer, erindringer og bevidstheder om fortiden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig