Etnohistorie, disciplin, der kombinerer metoder og synsvinkler fra antropologi og historievidenskab. Etnohistorie blev oprindelig defineret som studiet af såkaldt skriftløse folk eller folk uden historie. Senere etnohistorie anser disse definitioner for etnocentriske og alt for restriktive, da kulturer arkiverer historiske erfaringer i andre medier end skriften. Man har desuden opgivet forestillingen om, at en lang række ikke-vestlige samfund har været statiske og dermed historieløse forud for koloniseringen af dem.

Nyere etnohistoriske undersøgelser har især beskæftiget sig med samfunds- og marginalgruppers selektive og strategiske historiekonstruktion. Studiet af historie kommer således i høj grad til at dreje sig om magtforhold og skabelsen af identitet i levende kulturer. Med udgangspunkt i den mundtlige tradition og tilgængelige skriftlige kilder tilstræber etnohistorikeren dog fortsat at fastlægge en sandsynlig historisk kronologi.

Inden for historievidenskaben har især antropologen Clifford Geertz øvet indflydelse på nye retninger som "mikrohistorie" og "den ny kulturhistorie", der begge betegner et opgør med en strukturelt orienteret makrohistorie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig