Evolutionisme er en videnskabelig opfattelse, som hævder, at samfund udvikler sig i bestemte stadier. Evolutionismen søger med naturvidenskabeligt forbillede at klarlægge formodede lovmæssigheder, der styrer udviklingen fra simple til komplekse samfundsformer. Lignende forestillinger havde været kendt tidligere, men først hen mod midten af 1800-tallet fik evolutionismen almen udbredelse og spillede derefter i små hundrede år en fremtrædende rolle i kultur- og samfundsvidenskaber som fx antropologi, arkæologi, sprogforskning og sociologi. Fra 1920'erne mistede evolutionismen indflydelse, og siden da har den — bortset fra en periode med marxistisk påvirkning i 1960'erne og 1970'erne (neoevolutionisme) — haft ringe tilslutning blandt kultur- og samfundsforskere.

Efter de store opdagelsesrejser fra omkring år 1500 fik europæerne kendskab til en mangfoldighed af fremmede kulturer, som sammen med arkæologiske fund i Europa gjorde det klart, at menneskets livsformer og historie var langt mere omfattende og varieret, end det fremgik af den bibelske beretning om folkeslagenes udbredelse. På den baggrund kan man forstå evolutionismen som et forsøg på at skildre menneskets sociale og kulturelle udvikling fra de ældste tider. Evolutionisterne tolkede forskelle mellem kulturer som forskelle i udvikling. De foreslog ud fra forskellige kriterier en række universelle udviklingsforløb, som rakte fra de mest simple eller primitive kulturer over en række mellemformer til de mest komplekse, de civiliserede. På den måde fremhævede evolutionisterne deres eget, vestlige samfund som udviklingens højdepunkt, mens andre samfund fremstod som mindre udviklede.

Blandt centrale evolutionistiske samfundsforskere hører amerikaneren Lewis H. Morgan, hvis etnografiske arbejde spillede en stor rolle for Karl Marx og Friedrich Engels, den britiske filosof Herbert Spencer samt Edward Burnett Tylor, som regnes for den britiske antropologis grundlægger. Inden for sprogvidenskaben blev de evolutionistiske idéer især forfægtet af tyskeren August Schleicher. Af danske evolutionister kan nævnes arkæologerne Christian Jürgensen Thomsen, som etablerede periodiseringen i stenalder, bronzealder og jernalder, samt J.J.A. Worsaae.

Inden for arkæologi og etnologi har evolutionismens indflydelse især sat sig spor i museernes arbejde med genstande. I 1800-tallet og langt op i 1900-tallet er museumsgenstande blevet ordnet i typologiske serier for at vise, hvordan mere udviklede former er opstået af mindre udviklede former. Typologierne, der først blev betragtet som videnskabelige, blev siden hen kritiseret for at være skrivebordskonstruktioner, som ikke tog hensyn til genstandenes funktionelle og geografiske sammenhænge. I stedet for at betragte alle genstande som led i én kæde måtte man se på deres funktion i tid, rum og socialt miljø. Ydre overensstemmelser mellem genstande giver ikke belæg for at antage, at de er udviklet af hinanden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig