Iglo, (vist sammenblanding af eng. igloo og grønl. igdlo 'hus (af tørv, sten eller træ)', af fælleseskimoisk opr.; betydningen 'snehus, snehytte' findes især i canadisk-eskimoisk), kuppelformet hytte bygget af ca. 1 m lange udhuggede sneblokke. Indgangen består af en lang, nedsænket passage. De indvendige vægge beklædes undertiden med skind, hvilket betyder, at temperaturen kan øges fra 2-3° til 10-20°. Igloen har været brugt som midlertidig bolig under fangstture og rejser blandt inuit i Alaska, Canada og Nordgrønland og som egentlig vinterbolig af inuit i det centrale Canada.