Mandshuse, forsamlingshuse for mænd i en del traditionelt opbyggede samfund; findes i nyere tid især i Ny Guinea og Amazonområdet. Mandshuset ligger i reglen centralt i landsbyen. Det er mændenes klubhus, hvor de kan opholde sig om dagen, og hvor de ofte også overnatter. Samfund med mandshuse præges af ritualiseret fjendtlighed mellem kønnene og mændenes beherskelse af kvinderne gennem en hemmelig mandskult. Disse samfund har ofte hemmelige selskaber eller aldersklasser med indvielsesritualer, hvor drenge optages og igennem livet gradvis indvies i højere klasser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.