Matrifokal familie, (1. ord af lat. mater 'mor' og afledn. af focus 'brændpunkt'), matricentrisk familie, familie, der består af mor og børn. Den kendes især blandt den fattige befolkning i de tidligere slavesamfund i Caribien (Vestindien). Moderen er familiens centrale figur, og faderen er enten fraværende eller svagt tilknyttet familien. Matrifokale familier støttes i reglen af et netværk af forbindelser mellem kvindelige slægtninge.